Air France Airbus A380-800. Foto: Tomás Del Coro | Creative Commons 2.0

A380´ere skal inspiceres efter defekte kompressorblade

Motorsvigt på A380 fra Air France i 2019 får de amerikanske luftfartsmyndigheder til at udstede direktiv om check af motorer.

(Opdatering: Hændelsen og FAA-direktivet vedrører motorens kompressorblade og ikke turbineblade, som skrevet i tidligere version)

I 2017 mistede en Airbus A380 fra Air France den ene af sine fire motorer ved et dramatisk motorhavari, da flyet befandt sig over Grønland under en flyvning fra Paris til Los Angeles.

Knapt to år senere blev den såkaldte fan hub, som kompressorbladene er fastgjort på, fundet på den grønlandske indlandsis. Efterfølgende kom der fokus på såkaldte “træthedsrevner” under overfladen i fan hub’en på A380-motorerne fra producenten Engine Alliance, hvilket førte til en række myndighedsdirektiver med krav om check af A380-motorer.

Ny hændelse i 2019
Siden har der været endnu en hændelse med en motor på et Air France-fly, da en Airbus A380 fra det franske selskab den 10. marts sidste år oplevede et motorsvigt efter brud på kompressorblade under en flyvning fra Abidjan i Vestafrika til Paris.

Flyet befandt sig over Niger, da den ene af flyets Engine Alliance GP7200-motorer satte ud med et stort brag, mens der stod flammer ud af motoren. A380’eren med over 500 passagerer om bord var nødt til at vende tilbage til lufthavnen i Abidjan.

Efterforskerne har endnu ikke konstateret den grundlæggende årsag til bruddet på kompressorbladene ved denne hændelse. De amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, har imidlertid netop udsendt et direktiv, som pålægger en række flyselskaber med A380 i flåden i at udføre ekstra inspektioner af motorerne. Det skriver FlightGlobal.

FAA skriver i direktivet, at motorproducenten efter en analyse bruddene fastslog, at kompressorbladene havde revner under overfladen, og at disse revner i sidste ende førte til motorsvigtet.

Kun bestemte typer af turbineblade
Direktivet fra de amerikanske luftfartsmyndigheder retter sig mod operatører af A380 med GP7200-motorer, som har specifikke typer af kompressorblade monteret. Disse operatører instrueres i at foretage ultralydsinspektioner og udskifte eventuelle blade med fejl.

Motorer med kompressorblade, der har gennemført 3.250 cycles (start, flyvning og landing) eller mere, skal kontrolleres inden for 250 cycles.

 

Relaterede artikler:

Grønlandsfund kan medføre hasteeftersyn af A380’ere

Første Air France A380 sat på jorden

Motorer på nye A330neo skal også tjekkes