Air France går fra WiFi til LiFi

Air France tester en ny internetteknologi på selskabets fly. Teknologien skal blandt andet forbedre mulighederne for at spille computerspil ombord.

De europæiske flyselskaber konkurrerer i stigende grad om at tilbyde god internetforbindelse til flypassagererne. Nu tester Air France som det første flyselskab en ny trådløs teknologi kaldet LiFi (Light Fidelity), som kan levere internet med meget høj hastighed og lav latenstid.

Den nye teknologi blev den 30. oktober 2019 før første gang testet ombord på en kommerciel flyvning. Det skete på en Airbus A321 på ruten fra Paris-Orly til Toulouse, hvor der var installeret LiFi på 12 af sæderne i flyets kabine.

Computerspillere med ombord
Til at teste den nye teknologi havde Air France inviteret en række computerspillere med ombord, som under flyvningen konkurrerede mod hinanden i spillet Trackmania Stadium via LiFi-forbindelsen i flyet. Der var tale om finalisterne i en computerspilsturnering, Air France Trackmania Cup, som flyselskabet lancerede under Paris Air Show i sommer.

Den nye LiFi-teknologi er udviklet af virksomheden Latécoère , som i øjeblikket sammen med Air France tester, hvor nemt teknologien kan etableres og blive certificeret til kommercielle flyvninger.

Hurtigere forbindelse og mindre vægt
Foruden en fuldstændig stabil internetforbindelse med meget høj hastighed og meget lav latenstid er LiFi også med til at reducere flyets vægt – og dermed potentielt reducere brændstofforbruget – som følge af udskiftning af kobberkabler med fiberoptisk teknologi.

”Vi er meget stolte over at være det første flyselskab, der lancerer et LiFi-udstyret fly. Jeg er overbevist om, at denne oplevelse vil bane vejen for nye underholdningsoplevelser under flyvningen for vores kunder, især med hensyn til spil,” siger Antoine Laborde, innovationschef i Air France.

Ifølge Latécoère vil LiFi inden for de næste fem år kunne revolutionere internetforbindelserne om bord på kommercielle fly.

Vinderen af ​​turneringen ombord på Air France-flyet modtog i øvrigt to flybilletter fra Paris til Montreal tur-retur med en privat rundvisning i Ubisoft Studios.

 

Relaterede artikler:

SAS ruller WiFi ud på Europa-ruter

Norwegian klar med højhastigheds-WiFi

Atlantic Airways først med nyt WiFi-produkt