Kære fly- og DC-3 entusiast.
Vi søger din hjælp og assistance som Kontrolchef ved DC-3 Vennernes vedligeholds-organisation.
Vi har gennem nogen tid arbejdet med at få en ny vedligeholdsorganisation på plads og er, i samarbejde med trafikstyrelsen, nået frem til, at en organisation skal opbygges iht. Bestemmelser for Civil Luftfart, BL 2-1. Her indgår posten som Kontrolchef i en nøgleposition, og du skal derfor godkendes af trafikstyrelsen.
Der er knyttet relativ stramme kompetence og erfaringskrav til positionen:
- Solid flyteknisk erfaring fra flyvedligeholdelse, civilt eller militært.
- Kendskab til Danske og Europæisk luftfartsbestemmelser.
Vores fly, OY-BPB (K-682) er i øjeblikket i storage i hangar 141, Københavns lufthavn syd og afventer vores nye organisations godkendelse.
Efter organisationsgodkendelsen skal OY-BPB have udført et stort eftersyn efter et nyt vedligeholdsprogram (AMP), samt udført en del overgangsarbejder fra det gamle, Flyvevåben lignende vedligeholdsprogram.
Dette er et omfattende arbejde, vurderet til ca. 2000 mandetimer og forventes at strække sig over 40 uger og skal udføres i hangar 141 i Kastrup Lufthavn.
Som kontrolchef vil dine primære opgaver være, at føre tilsyn med organisationens evne til at udføre vedligehold af vores DC-3 i overensstemmelse med angivne kvalitetskrav samt, at udføre inspektioner af de udførte arbejder i hangaren.
Da vi er en frivillig interesseorganisation er arbejdet ulønnet, dog kompenseres du for udgifter du måtte have i forbindelse med arbejdet.
Du kan læse mere om os på DC-3 Vennernes hjemmeside https://www.dc3vennerne.dk
Om du føler du matcher det efterspurgte hører vi meget gerne fra dig så snart som muligt.
For yderligere oplysninger og information bedes du kontakte DC-3 Vennernes Tekniske Chef, Jørgen Skouborg på telefon+4531247484 eller e-mail [email protected]
Udløber: 13.02.2025