(DK) Naviair søger en chef for vores Training-afdeling

Vil du stå i spidsen for Naviairs operative uddannelsesområde, og motiveres du af at arbejde med mennesker? Så har du nu muligheden for at blive ny chef for vores Training-afdeling

Om jobbet
I jobbet som chef for vores Training-afdeling, får du ansvaret for Naviairs samlede operative uddannelsesaktiviteter for aspiranter og nuværende flyveledere i Danmark, Grønland og Færøerne.

For at vores aspiranter og flyveledere leverer på højt niveau, skal du være med til at sikre, at uddannelsesaktiviteterne løbende udvikles og tilpasses Naviairs behov og er i overensstemmelse med gældende EU og nationale myndighedskrav. Du vil blive ansvarlig for uddannelsesaftalerne med vores uddannelsessamarbejdspartnere, herunder Entry Point North.

De kommende år ser vi frem imod en stigende aktivitet, hvor vi skal uddanne flere aspiranter og samtidig udvikle uddannelsesområdet fra en klasseværelsesundervisningstilgang til en mere digitaliseret undervisningsstil igennem E-læring. Det arbejde skal du være frontløber for at drive og udvikle yderligere.

Vi ser gerne, at du kommer fra en lignende stilling med relevant erfaring, hvor du har siddet med det overordnede ansvar for et uddannelsesområde, herunder fortolkning af lovgivning, planlægning, koordinering, udvikling og drift af dette. Det er vigtigt, at du har en god forretningsforståelse og ved hvordan du skal prioritere. Du får ansvaret for at sikre at budget og mål opnås.

Du vil være den der driver mange af opgaverne selv, men med sparring og i samarbejde med kompetente og engagerede kollegaer. Du vil få et tæt samarbejde med både ledere og medarbejdere særligt i vores operative afdelinger i Danmark, Grønland og Færøerne, men også til øvrige afdelinger i Naviair.
Det vil være en fordel, hvis du har eller har haft et gyldigt flyveleder-certifikat og kender til luftfarten, det er dog ikke et krav.

Om Training og dig
Du bliver personaleleder for vores 6 dygtige medarbejdere, vores aspiranter mens de er under uddannelse, og du vil blive faglig ansvarlig for ca. 13 uddannelsesinstruktører, som alle er med til at drive vores uddannelsesområde i Training. Uddannelsesinstruktører der delvist arbejder operativt og delvist arbejder administrativt med operativ uddannelse hos os.

Det er derfor vigtigt for os, at du

  • har lyst til at arbejde med mennesker og har evnen til at koordinere, kommunikere og ikke mindst motivere,
  • selvstændigt og indenfor de givne rammer kan sætte retning, beslutte og prioritere,
  • er udviklingsorienteret i forhold til optimering af arbejdsgange,
  • har en anerkendende ledelsesstil, hvor du udviser troværdighed, er tillidsvækkende og imødekommende. Egenskaber som er med til at fremme det bedste i dine medarbejdere og de personer, der fagligt refererer til dig,
  • har arbejdet med lovkrav og opfyldelse af disse, herunder myndighedskontakt,
  • er stærk i mundtlig og skriftlig kommunikation på både dansk og engelsk,
  •  kan håndtere budgetter, kontrakter og aftaler,
  • er robust, målrettet og i stand til at omsætte tanke til handling.

En afvekslende hverdag
Din hverdag vil veksle mellem ledelses-, administrative-, drifts- og udviklingsmæssige opgaver i et miljø, hvor to dage sjældent er ens. Du får mulighed for at påvirke retningen i forhold til løbende udvikling og tilpasning af vores uddannelsesaktiviteter.

Du får et attraktivt job blandt kompetente kollegaer, der brænder for deres job og for Naviair!

Løn og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden udgør gennemsnitlig 37 timer pr. uge.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst/aftaler og uden højeste arbejdstid. Lønnen er tilpasset jobbet og bliver fastsat på et niveau, der afhænger af dine erfaringer og kvalifikationer.

Til stillingen er tilknyttet en resultatlønskontrakt.

I tilknytning til opgaverne og funktionen, kan der være et antal rejsedage.

Ansættelse er betinget af, at du kan sikkerhedsgodkendes til ”Hemmeligt” (NATO SECRET).

Ansøgning og samtaler
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Supportchef Human Performance Louise Groot Degner på e-mail: [email protected]. Telefon +45 2244 9409.

Klik på ”Ansøg” og send en motiveret ansøgning og dit CV senest 29. oktober 2021.

Første runde samtaler forventes afholdt 11. og 15. november 2021
Anden runde samtaler forventes afholdt i uge 47

Der vil indgå test i rekrutteringsprocessen.

Naviair ser mangfoldighed som en styrke, og vi opfordrer derfor alle interesserede og kvalificerede, uanset alder, køn, race, religion og etnisk baggrund til at søge stillingen.

 

Naviairs opgave er at levere trafikstyring i luften, dvs. at lede fly sikkert og effektivt gennem dansk luftrum. Naviair er en selvstændig offentlig virksomhed (SOV). Vi er ca. 650 medarbejdere og har en årlig omsætning på ca. 1 mia. DKK.

Hjemmeside: www.naviair.dk

 

Udløber: 29.10.2021