(DK) Teamleder til luftfart

Har du en baggrund som pilot og interesserer dig for ledelse?

Trafikstyrelsens Luftfartsafdeling søger en teamleder, der skal stå i spidsen for 15 engagerede medarbejdere i uddannelses- og certifikatteamet, som varetager opgaver indenfor bl.a. certifikatadministration, pilot- og flymekanikeruddannelse og flysimulatorer. Som teamleder arbejder du i spændingsfeltet mellem faglighed, offentlig forvaltning og personaleledelse. 

Vi tilbyder dig en lederstilling, hvor du skal stå i spidsen for drift og løbende udvikling af dit team. Når du er landet i rollen efter et grundigt onboarding forløb, får du frihed til at forme og udfolde din personlige ledelsesstil. Desuden er teamlederen i tæt kontakt med den danske luftfartbranche og deltager på forskellige møder i EU-regi.

Vi ønsker os en nærværende teamleder, som samtidig er i stand til at træffe faglige beslutninger. Som teamleder skal du sikre, at der er orden i penalhuset, i praksis betyder det, at du er medvirkende til at sikre, at interne procedurer og arbejdsprocesser efterleves og at den gode trivsel i teamet vedligeholdes.

Du refererer til kontorchef Henrik Ellermann, med hvem du kan få sparring og drøfte opgaver og sager med. Som teamleder involveres du ofte i tværgående opgaver, som både kan være faglige og organisatoriske.

I dagligdagen skal du lede et team med forskellige faglige kompetencer, der tilsammen udgør et stærkt og dynamisk team, som er kendetegnet ved højt tempo og tværfaglig sparring.  Uddannelses- og certifikatteamets hovedopgaver består af tilsyn, godkendelser, sagsbehandling af certifikatforhold, gennemførelse af prøver og eksamener mv. Teamet har tæt kontakt med danske flyveskoler og uddannelsesaktiviteterne på disse. Teamets medarbejderne er i store træk selvstændige i opgaveløsningen, men med løbende behov for sparring med teamlederen – fx i forhold til fortolkninger af EU-regler på luftfartsområdet og anden offentlig forvaltning.

Er du den, vi søger?
Du har en baggrund som pilot og forstår deraf branchen og dens aktører. Du kommer nødvendigvis ikke med ledererfaring, men har i stedet interessen og lysten for at gå denne vej – Uanset hvad, vil du blive mødt med den rette sparring og støtte fra din kontorchef og dit kommende team. Derudover har du enten erfaringen eller motivationen for at begå dig indenfor organisatoriske dynamikker, hvor der er behov for både at lede opad og nedad.

Om du er en erfaren leder eller har en interesse for at gå ledelsesvejen, så ønsker vi at høre hvorfor lige præcis du er vores kommende teamleder!

Du skal forberede dig på, at du – uanset din baggrund og erfaring – får et stejlt og givende indlæringsforløb, som du i stor udstrækning selv og sammen med dine kolleger i teamet skal planlægge og gennemføre.

Sikkerhedsgodkendelse
Det er en forudsætning, at du kan opnå sikkerhedsgodkendelse til ’Fortroligt’.

Løn og ansættelsesforhold
Stillingen er en fast stilling på 37 timer om ugen. Ansættelsen sker efter gældende overenskomst mellem relevant faglig organisation og Finansministeriet med mulighed for forhandling af tillæg efter kvalifikationer. Din månedlige løn vil være ca. 56.200 kr. inkl. pension.

Yderligere information
Du kan få mere at vide om stillingen hos kontorchef Henrik Ellermann på tlf. 4178 0328. Har du spørgsmål vedr. ansættelsesforhold og proces, kan du henvende dig til HR-partner Andreas Olesen på tlf. 4178 0459

Ansøgning
Send os din ansøgning, CV samt eksamenspapirer senest 29 maj. Kl. 23.59 

Søg stillingen

Samtaler forventes afholdt i uge 22 og 23. Der vil blive anvendt test i rekrutteringsprocessen.

I styrelsen er vi mange forskellige faggrupper og udgør derfor en bred vifte af specialister og generalister. Vi sætter pris på høj faglig kvalitet, vidensdeling og et godt kollegaskab. Vi lægger samtidig vægt på at sikre en arbejdsdag, der giver plads til fritid og familieliv.

Udløber: 29.05.2022