Steffen Ulrich-Lynge er ikke længere administrerende direktør i Kalaallit Airports.

Grønlandsk lufthavnsdirektør er fratrådt

Direktøren for det store projekt med at bygge og drive tre nye lufthavne i Grønland er pludselig blevet udskiftet. Ifølge grønlandsk medie ligner det en fyring.

I slutningen af 2018 vedtog Grønlands Landsting (Inatsisartut) en meget omtalt lufthavnspakke og gav dermed grønt lys til at anlægge 2.200 meter lange landingsbaner i lufthavnene i Nuuk og Ilulissat på vestkysten samt en ny lufthavn i Qaqortoq med en bane på 1.500 meter. Dermed vil det på sigt være muligt at gennemføre atlantflyvninger direkte til Nuuk og Ilulissat.

Det selskab, der skal anlægge, eje og drive de tre nye lufthavne hedder Kalaallit Airports og blev etableret af Grønlands Selvstyre i 2016. Indtil mandag hed den administrerende direktør i det selskab Steffen Ulrich-Lynge, men sent mandag aften grønlandsk tid udsendte Kalaallit Airports en pressemeddelelse om, at Steffen Ulrich-Lynge med øjeblikkelig virkning fratræder sin stilling.

Finansdirektør konstitueret som administrerende direktør
Samtidig er selskabets finansdirektør, Peter Wistoft, blevet konstitueret som administrerende direktør indtil en ny er fundet.

”Bestyrelsen er tilfreds med, at Peter Wistoft, som har et indgående kendskab til lufthavnsprojekterne, har indvilliget i at påtage sig opgaven som konstitueret administrerende direktør,” oplyser bestyrelsesformanden Johannus Egholm Hansen i pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand Johannus Egholm Hansen, siger til Grønlands Radio KNR, at fratrædelsen sker efter gensidig aftale, men vil derudover ikke udtale sig yderlige om personalesager. Ifølge den grønlandske avis Sermitsiaq tyder det på, at Steffen Ulrich-Lynge er blevet fyret.

Steffen Ulrich-Lynge har haft hovedansvaret for forberedelsen af udbuddet af lufthavnsprojekterne, oplyser Kalaallit Airports. Hans fratrædelse sker netop som lufthavnsselskabet har vokseværk og mere end fordobler antallet af medarbejdere.

Bestyrelsesformand fik lønløft på 250.000 kroner
I de grønlandske medier har der for nyligt været rejst kritik af, at den færøske formand for bestyrelsen i Kalaallit Airports, Johannus Egholm Hansen, sidste sommer pludselig fik hævet sit bestyrelseshonorar fra 500.000 kroner årligt til 750.000 kroner.

Det store lønløft på 250.000 kroner flugter ikke med det grønlandske landsstyres honorarpolitik for de selvstyreejede virksomheder, hvor man aflønner en bestyrelse efter tre trin, der er afhængig af selskabernes omsætning. Hvis selskabernes omsætning overstiger tre milliarder kroner, udløser det tophonoraret, som er på 500.000 kroner.

Johannus Egholm Hansen er med honorarløftet til 750.000 kroner nu den absolut højest lønnede bestyrelsesformand blandt de selvstyreejede selskaber. Den der kommer nærmest, er ifølge Sermitsiaq bestyrelsesformanden i Royal Greenland, der nu som den eneste i de selvstyreejede selskaber får et honorar på en halv million kroner.

Departementschef Søren Hald Møller, Formandens Departement, begrunder lønforhøjelsen på følgende måde:

”En forhøjelse af vederlaget skal ses i lyset af, at bestyrelsesformanden igennem finansierings- og anlægsfasen varetager en stor arbejdsbyrde, som går ud over det, der normalt kan forventes for et aktieselskabs bestyrelsesformand,” siger Søren Hald Møller til Sermitsiaq.AG.

 

Relaterede artikler:

Lufhavnspakke vedtaget: Tre nye lufthavne

Danmark bliver medejer af lufthavne i Grønland

Kritik af baneforlængelse i Nuuk