- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

100.000 danskere med easyJet fra Hamborg

Det britiske lavprisflyselskab easyJet indviede mandag i Hamborg Lufthavn selskabets 24. base. Der forventes op imod 100.000 danskere på samlet 21 ruter fra den nordtyske lufthavn.

(HAMBORG) Hamborg Lufthavn var mandag indhyllet i orange farver, da det britiske lavprisflyselskab easyJet åbnede sin europæiske base nummer 24.

Basen er den anden i Tyskland og samtidig den mest nordlige i det kontinentale Europa. EasyJet har siden 2005 fløjet til Hamborg, og havde indtil mandagens baseåbning seks ruter til den nordtyske lufthavn. Sidste år fløj 625.000 passagerer til og fra Hamborg med easyJet, hvilket var en vækst på ikke mindre end 28 procent.

Basen i Hamborg betyder, at easyJet stationerer to fly i lufthavnen, og fra vintertrafikprogrammet kommer endnu et fly. Dermed vil selskabet være i stand til at åbne 15 nye ruter, hvorfor antallet vil komme op på 21 med de eksisterende seks ruter.

På rutekortet fra Hamborg finder man blandt andet København. Hertil vil easyJet flyve dagligt året rundt, hvilket gør ruten til den største blandt de 11 nye ruter, der er med i første bølge. Når det tredje fly indsættes fra vintertrafikprogrammets start kommer der flere destinationer til, mens easyJet også forventer at opgradere frekvenserne på nogle af de nye ruter.

Der er store forventninger til de nye ruter til København og Milano, og easyJet regner da også med, at disse ruter vil trække gennemsnittet af forretningskunder op. Hidtil har hver femte passager med easyJet ud af Hamborg Lufthavn været på forretningsrejse.

Forventer 100.000 rejsende fra Danmark
Udover at forbinde den nordtyske hansestad med København har easyJet også kig på det syddanske marked med baseetableringen i Hamborg.

“Sidste år var 10 procent af vores passagerer ud af Hamborg fra Danmark. Der er nogle ganske interessante tendenser, som vi dog ikke har undersøgt nærmere. Men rutenetværket og prisniveauet synes at være meget populært, og derfor vælger mange danskere i Jylland at køre til Hamborg, når de vil rejse med easyJet,“ fortæller Thomas Haagensen, landechef for easyJet i Tyskland, til CHECK-IN.dk.

Med tre basefly i Hamborg forventer easyJet over en mio. passagerer i 2015, hvoraf 10 procent svarende til 100.000 således vil komme fra Danmark.

I 2013 rejste 220.000 danskere fra Hamborg Lufthavn, hvoraf lidt mere end 60.000 var passagerer på easyJet´s fly. Danskerandelen er dog relativt begrænset, hvis man sætter det i relation til den nordtyske lufthavns samlede passagertal. Med samlet 14,8 mio. passagerer i 2013 var således blot 1,6 procent fra Danmark.

I Københavns Lufthavn havde easyJet i 2013 op imod 1,2 mio. passagerer, men ruteprofilen er lidt anderledes for den danske hovedstadslufthavn sammenlignet med Hamborg, der har fået mange nye fritidsruter med easyJet.

“Københavns Lufthavn har et typisk storby-netværk, hvor vi flyver ind til lufthavnen fra vores europæiske baser. Med basen i Hamborg giver det os mulighed for at åbne op til fritidsrejsemarkedet,“ konstaterer Thomas Haagensen.