- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

11-årig brite stak af til Rom

En 11-årig dreng fra Manchester snød sig gennem sikkerhedskontrollen og fløj til Rom helt uden pas og boardingkort.

Fem personer blandt sikkerhedspersonalet i Manchester lufthavn er blevet suspenderet efter at det tirsdag lykkedes en 11-årig dreng at komme uhindret gennem lufthavnens sikkerhedskontrol og gå ombord på et fly til Rom. Først da flyet var på vej mod Rom opdagede medpassagerer, at der var noget galt.

Drengen stak af fra sin mor i et shopping center i Manchester i Midtengland og satte kursen mod den lokale lufthavn. Sommertravlheden i lufthavnen skabte så stor forvirring i sikkerhedskontrollen, at det lykkedes drengen at komme uhindret igennem uden hverken pas eller boardingkort.

Inde i lufthavnens afgangshal valgte han Jet2.com’s maskine til Rom, som han uden besvær gik ombord på.

Undervejs på flyveturen blev medpassagererne mistænkelige og alarmerede kabinepersonalet. De fik kaptajnen til at kontakte politiet i Manchester, der kunne fortælle moderen, at knægten var på vej til den italienske hovedstad.

Da flyet ankom til Rom blev drengen bedt om at blive ombord på flyet og han fløj derefter med Jet2-maskinen tilbage til Manchester – hvor hans mor sandsynligvis talte et alvorsord med ham.

Flyet var gået i luften
Drengen gik igennem en metaldetektor i lufthavnen, og derfor er flysikkerheden ikke blevet kompromitteret understreger en talsmand for Manchester lufthavn. Men lufthavnen og flyselskabet undersøger hvordan drengen kunne slippe igennem helt uden pas og boardingkort og først blive opdaget længe efter at flyet var gået i luften.

Episoden kommer kun få dage før De Olympiske Lege starter i London på fredag, og sætter spotlight på udfordringerne med sikkerheden ved legene. Selvom London er værtsby, så er enkelte discipliner henlagt til Manchester og andre britiske byer.