- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

15 Primera-fly parkeret i fem europæiske lufthavne

Det sidste Primera Air-fly landede klokken 00:11 natten mellem mandag og tirsdag i Københavns Lufthavn og dermed var samtlige 15 fly på jorden.

Sent mandag aften ved midnatstid sluttede indtil videre 14 års luftfartshistorie for det islandsk kontrollerede Primera Air, der drev flyselskaber i Danmark og Letland under navnene Primera Air Scandinavia og Primera Air Nordic.

Ledelsen så ingen anden udvej end at indgive konkursbegæringer for begge selskaber, da banken ikke var villige til at hjælpe med mellemfinansiering, indtil der var sikret en mere langsigtet finansieringsløsning.

Ved konkursen er 15 fly sat på jorden, hvoraf de otte er fra danske Primera Air Scandinavia og de resterende syv fra Riga-baserede Primera Air Nordic. Flyene befinder sig indtil videre i fem europæiske lufthavne.

A321-fly tidligt på jorden
Allerede fra morgenstunden den 1. oktober havde Primera Airs ledelse angiveligt truffet den svære beslutning. De fem helt nye Airbus A321neo-fly fra Primera Air Scandinavia var om morgenen kommet hjem til London-Stansted og Paris-CDG fra henholdsvis Boston, Newark og Toronto, og herefter blev de fem fly stående på jorden i de to lufthavne.

Her har Primera-ledelsen angiveligt vurderet, at det var bedre at have flyene stående i en europæiske lufthavn end i en amerikansk lufthavn, når konkursen var en realitet. Lovgivningen er anderledes i USA, og der kunne være udsigt til mange juridiske tovtrækkerier.

En Boeing 737-800 fra Primera Air Scandinavia sluttede også dagen i Stansted Airport efter en flyvning fra Málaga. En af de øvrige to Boeing 737-800 blev fløjet fra Birmingham til Billund, mens en anden under en positioneringsflyvning fra Kajaani til Kemi blev omdirigeret til Københavns Lufthavn.

Fire fly i København
Hvad angår flyene fra Primera Air Nordic, så havnede de i København og Billund, mens tre fly (YL-PSF, YL-PSH og YL-PSD, red.) muligvis stadig befinder sig i Chania International Airport på Kreta, hvor de ankom mandag aften henholdsvis kl. 19.58, 21.03 og 23.03 efter flyvninger fra Malmø og Billund.

Primera Airs allersidste flyvning var rutenummer PF596 fra Málaga til København, hvor Boeing 737-700 flyet satte hjulene på asfalten i CPH kl. 00:11 kort efter midnat. Derimod nåede PF432 fra Palma de Mallorca hjem til København kl. 23:41, hvilket var lige før lukketid.

Herudover står også YL-PSI i København efter mandag at være kommet retur fra en flyvning til græske Zakynthos. Dette fly gik på vingerne tirsdag aften og står nu i Shannon Airport hos leasingselskabet.

 

Relaterede artikler:

Primera-konkurs rammer hårdt i Billund

Officielt: Primera Air er konkurs