- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

16 fly landede på lukket bane i Schiphol

Hollandske flyveledere overså i 25 minutter, at en bane i Amsterdam Schiphol-lufthavnen var lukket, og lod 16 fly lande på banen.

Amsterdam Schiphol-lufthavnen er Europas tredje største og den travle hollandske lufthavn har hele seks baner i drift. Det kan åbenbart være for meget at holde styr på – selv for flyvelederne i den hollandske flyvekontrol LVNL.

Lørdag den 18. januar lod flyvekontrollen nemlig 16 fly lande efter hinanden på bane en lukket bane i Schiphol-lufthavnen. Det skriver NLTimes, som refererer en historie fra den hollandske radio- og TV-station NH Nieuws.

NH Nieuws historie er baseret på optagelser fra kontroltårnet i Schiphol, som mediet har sammenholdt med data fra websitet Flightradar24.

Mediet har også offentliggjort dele af kommunikationen mellem tårnet og de landende fly, hvilket har fået LVNL til at true NH Nieuws med et sagsanlæg, hvis optagelsen ikke fjernes.

Transavia-fly blokerede bane
Ifølge NH Nieuws tog det 25 minutter for flyvelederne i LVNL at opdage, at Schiphol-lufthavnen havde lukket bane 18C/36C (Zwanenburg-banen) den 18. januar. På det tidspunkt var 16 fly allerede landet på banen.

Miskommunikation skete ifølge NH Nieuws, fordi et Transavia-fly blokerede en anden bane. Transavia-flyet var afgået mod Helsinki i Finland, men på vej over Sverige, blev besætningen informeret om, at flyet var lettet fra Schiphol, uden at en split i næsehjulet var blevet fjernet.

Flyet returnerede til Schiphol, hvor det landede sikkert. Mens Transavias tekniske team fjernede splitten, blokerede flyet imidlertid en bane i lufthavnen, hvor der var planlagt andre landinger. LVNL omdirigerede derfor indgående fly til den lukkede Zwanenburg-bane.

Rapporteret til myndighederne
Hændelsen med de 16 landinger på en lukket bane blev rapporteret til den hollandske havarikommission. Ifølge LVNL var der dog aldrig nogen fare på færde i forbindelse med hændelsen.

Lufthavne bestemmer selv, om landingsbaner er åbne eller lukkede, og flyvekontrollen skal rette sig efter lufthavnens anvisninger. At lade fly lande på baner, der ikke er frigivet, kan i sagens natur være potentielt livsfarligt. Eksempelvis kan der befinde sig mennesker, køretøjer eller andre ”forhindringer” på banen.

 

Relaterede artikler:

Passagerfly landede på lukket bane

Landede på lukket bane

Amsterdam-Schiphol har stødt mod loftet