- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

20 procent flere passagerer med SAS i maj

Antallet af passagerer hos SAS er stigende i forhold til foregående måned. Selskabet øgede kapaciteten med ni procent, mens passagertallet voksede med 20 procent.

I løbet af maj fløj 404.000 passagerer med SAS. Det svarer til en stigning på omkring 20 procent sammenlignet med april. Det viser de nyeste trafiktal fra flyselskabet.

I løbet af maj valgte SAS at øge sin kapacitet med ni procent for at imødekomme en højere efterspørgsel.

Antallet af passagerer er stadig på et lavt niveau sammenlignet med et normalt år, men stigningen i forhold til april kan også aflæses på en forbedret kabinefaktor, der steg med næsten seks procentpoint.

Ser frem til sommeren
”Vi ser frem til sommeren og ser frem til en gradvis stigende efterspørgsel,” siger Karl Sandlund, fungerende koncernchef for SAS.

Hos Sydbank, skriver aktieanalysechef, Jacob Pedersen, i en aktieanalyse:  ”Det forsømte forår” er allerede en realitet, men sommeren bliver bedre. Det står allerede nu klart, men alt andet vil også været en gigantisk skuffelse. De lempede rejserestriktioner giver tydeligvis mere lyst på at flyve.”

Søgeinteressen er pænt stor
Han peger i sin analyse på, at der ifølge rejseportalen Momondo ”kun” fald på cirka en tredjedel i forhold til samme tid i 2019. Det er væsentligt bedre end sidste sommer og det højeste niveau siden COVID-19 pandemien ramte i februar 2020.

For SAS er det desuden opmuntrende, at der også er fremgang i Norge og Sverige, påpeger han. Her er rejselysten dog umiddelbart svagere med fald i søgningerne på henholdsvis 67 procent og 50 procent i øjeblikket.

Jacob Pedersen  peger på, at der på SAS’ markeder er udsigt til intensiveret konkurrence fra Ryanair i Stockholm og til dels Billund. Til gengæld er det værste skrækscenarie forsvundet i Norge, hvor Wizz Air trak sig fra indenrigsmarkedet i forrige uge.

Den største udfordring
Norwegians overlevelse og konkurrencen mod nyetablerede Flyr og Norse peger uanset stadig mod intens konkurrence i Norge.

“Færre forretningsrejsende bliver efter vores vurdering den største udfordring for SAS i de kommende år, og opgaven er derfor simpel, men langt fra let. SAS skal øge markedsandelen af forretningsrejsende (og også fritidsrejsende) i det nordiske område,” skriver han videre.

Relaterede artikler:

Påskeeffekten udeblev hos SAS

“Sværere for SAS at vende tilbage til overskud”

Sommertrafikprogrammet i CPH seksdobler kapacitet