- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

23 nordamerikanske destinationer hos Air France

Stor efterspørgsel på ruterne til og fra Nordamerika får Air France til at øge kapaciteten over Atlanten med seks procent. Selskabet udvider også trafikprogrammet til Sydamerika og Asien.

Air France vil i den kommende vinter flyve til 23 forskellige destinationer i Nordamerika, og det samlede antal udbudte sæder på flyvningerne over Atlanten bliver seks procent højere end i forrige vinter. Air France oplyser, at væksten skyldes en robust efterspørgsel på ruterne mellem Europa og Nordamerika.

Den ekstra kapacitet skyldes blandt andet, at den direkte rute mellem Paris Charles de Gaulle og Las Vegas, der blev lanceret i sommeren 2026, bliver forlænget, så den også flyves i vintermånederne. Der bliver tre ugentlige afgange med Airbus A350-900-fly.

I højsæsonen vil Air France desuden flyve dagligt til Orlando i Florida, ligesom der udvides til 10 ugentlige flyvninger til Boston.

De 23 destinationer på det nordamerikanske kontinent, som bliver betjent af Air France, er: Atlanta, Boston, Cancún, Chicago, Dallas, Detroit, Houston, Las Vegas, Los Angeles, Mexico City, Miami, Montréal, New York-JFK, New York-Newark, Orlando, Ottawa, Phoenix, Raleigh-Durham, San Francisco, Seattle, Toronto, Vancouver og Washington D.C.

Øger til Brasilien
Også til Sydamerika skruer Air France op for kapaciteten, dog i mindre målestok. Der kommer tre procent flere sæder på markedet, og det er især Brasilien, som får mere trafik. Fra den 21. december vil det franske flyselskab flyve to gange dagligt fra Paris-CDG til Rio de Janeiro.

Til Fortaleza planlægges der daglige flyvninger i højsæsonen, hvor denne rute i fjor havde fem ugentlige afgange. Ruten til Salvador de Bahia vil blive styrket med yderligere to ugentlige afgange fra den 18. januar 2027. Endelig vil Santiago de Chile til vinter være forbundet med Paris-CDG med op til 10 flyvninger om ugen.

Til Asien udvider Air France programmet med to procent, og det er især Thailand, der driver væksten. Således flyves der fem gange om ugen til Phuket mod tre i det forrige vinterprogram. Selskabet flyver også to gange dagligt til Bangkok.

Flere fly får First Class
Air France oplyser, at den nye La Première First Class-kabine vil blive lanceret på flere destinationer denne vinter. La Première, der af Skytrax er blevet kåret som verdens bedste First Class-kabine, bliver således tilbudt på ruterne til Boston, Houston og New York.

I løbet af vinteren vil op til 25 Boeing 777-300ER blive udstyret med den luksuriøse kabine.

Det franske flyselskab er desuden ved at udrulle gratis højhastigheds-WiFi i flyflåden, inklusive på de regionale fly. Indtil videre er 70 procent af flyene udstyret med denne service. Andelen vil nå 80 procent inden årets udgang, og målet er, at alle fly har produktet installeret løbet af 2027.

 

Relaterede artikler:

To nye Air France-ruter til USA i 2027

Air France flytter ind i Terminal One i New York-JFK

Air France etablerer A320-sæsonrute i Caribien