- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

25 år med farvestrålende fly

Det var lysten til at prøve noget nyt, der i 1989 fik Kirsten og Jesper Rungholm til at stifte Danish Air Transport. Dengang havde selskabet ét fragtfly. I dag har selskabet 20 fly og 300 ansatte.

For 25 år siden var Jesper Rungholm i Malaysia, men det var ikke en hvilken som helst rejse, han var på. Den erfarne pilot var rejst til Malaysia for at hente et fly, en Short SC-7 Skyvan. Flyet, der mest af alt minder om en flytteklasse med vinger, skulle bruges til at starte et nyt flyselskab, Danish Air Transport (DAT).

Cruisehastigheden på det særegne fly var blot 325 km i timen og med en rækkevidde på godt 1.100 km, var det en lang rejse hjem til Danmark. Det tog fire dage i alt, fortæller Jesper Rungholm, medstifter og direktør i DAT, til CHECK-IN.dk.

I morgen er det nøjagtigt 25 år siden, at DAT blev stiftet. Det har været 25 lærerige år, hvor flyselskabet med de farvestrålende fly har flyttet sig fra at have blot et fragtfly til i dag at være beskæftiget indenfor en lang række områder af luftfarten herindunder ad hoc-charter og ruteflyvning.

”Vi havde lyst til at prøve at lave noget selv, og vi havde trangen til at iværksætte noget nyt. Jeg var pilot i flyvevåbnet, og Kirsten arbejdede i en bank,” fortæller Jesper Rungholm om baggrunden for at starte DAT. Med en fælles interesse for luftfart, faldt denne branche som det naturlige valg for Rungholm-paret, der så, at etableringen af et fragtflyselskab sidst i 1980’erne slet ikke var nogen dum idé.

Med i front til Dakar-rallyet
Skyvan’en, der igennem tiden har gjort tro tjeneste hos mange landes forsvar som et mini-Herkules-fly, fløj trofast med DAT i de første 13 år. DAT fløj et hav af forskellige opgaver, og for Jesper Rungholm står især opgaverne med at flyve forsyninger og passagerer til Paris-Dakar-rallyet som noget ganske særligt.

”Det er ude i ørkenen, langt væk hjemmefra – simpelthen ude i ingenting. Det var en stor udfordring og en stor oplevelse. I et par år fløj vi blandt andet med som en fremskudt deling, der fløj i forvejen dagen før og var klar, når løbet kom. Det var en logistisk kæmpeøvelse, hvor der landede 20 fly i en meget lille lufthavn, og alt skulle være klar til dagen efter,” fortæller Jesper Rungholm, der selv fløj mange af turene.

Short SC-7 Skyvan fløj med DAT indtil år 2000, men blev først solgt sidste år.

De farvestrålende fly
DAT har i dag 20 fly i flåden, og alle er malet i én af to bemalinger, som selskabet bruger på sine fly. ”Fuld krigsmaling”, som det kaldes internt, er den farvestrålende bemaling, som kendes fra flere af selskabets ATR-fly og den nu pensionerede MD87’er. Bemalingen er sammen med DAT’s logo skabt af designeren Finn Nygaard, og valget af de mange farver har en helt særlig forklaring.

”Ud fra devisen om at en Short Skyvan aldrig kommer til at ligne en rigtig flyvemaskine, uanset hvordan du maler det, så kunne vi lige så godt gøre det helt anderledes,” fortæller Jesper Rungholm om valget af bemalingen, som selskabet siden har holdt ved.

Det er også planen, at et af selskabets nye Airbus-fly skal males i fuld bemaling. I første omgang bliver denne dog malet i den lidt mere afdæmpede DAT-hvid-bemaling, der er den anden af de to bemalinger, selskabet bruger, med rød næse og logoet i farver på halen.

”Det fungerer lidt bedre, når flyet skal lejes ud til andre flyselskaber,” konstaterer direktøren, som ellers er meget stolt af de flotte og letgenkendelige fly.

Holder fast i hjemstavn
Hjemstavnen for DAT i 1989 blev Vamdrup Lufthavn udenfor Kolding i Jylland. Lufthavnen blev valgt som base, fordi Jesper Rungholm havde tilknytning dertil igennem sit job som pilot på flyet i lufthavnens faldskærmsklub.

Selvom DAT’s fly ikke længere vedligeholdes i Vamdrup men i Københavns Lufthavn, ledes selskabet fortsat fra Vamdrup, og det bliver man ved med, fastslår Jesper Rungholm. Han nyder at kunne passe sit arbejde uden andre kommer rendende og blander sig, som han selv siger det.

Igennem 1990’erne kom der løbende flere fly ind i DAT’s flåde i takt med, at opgaverne blev flere og større, og sidst i årtiet fik selskabet sin første ATR, som i dag er blevet til rygraden i selskabets flyflåde.

I efteråret 2001 begyndte DAT at flyve post i Danmark. Denne entreprise var oprindeligt blevet varetaget af Muk Air, som gik konkurs samme år. DAT overtog dele af selskabet herunder fly og en række ansatte.

”Det var et stort spring for DAT. I dag har vi 3-400 ansatte, og det er en størrelse, som vi finder os godt til rette med. Vi ønsker ikke at blive større,” fastslår Jesper Rungholm.

DAT fløj post ind til 2008, men har fortsat post med på de ordinære ruteflyvninger til Bornholm i dag.

Det første forsøg med Bornholm
Fra 2005 til 2008 fløj DAT på ruten København – Bornholm. Det var selskabets postfly, der i forvejen fløj på ruten om natten, der blev ombygget til at klare den opgave om dagen.

”Det var en udfordring for os at flyve passagerer fra Bornholm, og det kostede os penge, men vi lærte rigtig meget af det,” fortæller Jesper Rungholm.

Et af de store læringsmål ved Bornholm var, at når man konkurrerer med lave priser mod et andet selskab, så får man kun de rejsende, som alligevel ikke vil betale for at flyve. Derfor kom der mere volumen på ruten, men indtjeningen fra erhvervsrejsende manglede.

”Vi manglede infrastrukturen til at håndtere de erhvervsrejsende med prioriteret eller online check-in, og derfor blev DAT valgt fra af dem. Det kostede os penge, og det husker man på i DAT,” siger den erfarne direktør.

Men Bornholm var også et godt marked, hvorfor DAT ikke tøvede et sekund med at gøre come back på ruten samme dag, hvor Cimber Sterling gik konkurs i 2012.

Svenske udfordringer
Udfordringerne, som DAT havde på Bornholm, var dog intet at sammenligne med selskabets beflyvning af en statsstøttet rute i Nordsverige otte måneder fra 2002-2003. Ruten var netop gået fra at være kommunalt finansieret til at være statsligt støttet, og selvom man måske nok kunne drive forretning på dette grundlag, gik det dog helt galt, fortæller Jesper Rungholm.

”Vi havde fejlbedømt indtægtsmulighederne, og vi havde i hvert fald fejlbedømt den modvind, vi kom i. Det var rigtig dyrt for os.”

Modvinden kom fra en uventet kant, nemlig ledelsen i de små regionale lufthavne. De var utilfredse med statens overtagelse af ruten, og det gik ud over DAT. Utilfredsheden blev slet og ret umøntet i, at lufthavnscheferne ændrede i kravene ruteprogrammet efter behag, og derved blev kunderne hurtigt skræmt væk, for de kunne aldrig regne med, hvornår flyet gik.

Langt mere udbytterigt blev de følgende ni år, hvor DAT kunne tage erfaringerne fra Sverige med til Norge for at flyve kontrakt-ruter. Dette var et særdeles succesfuldt foretagende, som dog endte brat, da Widerøe med hjælp fra de norske luftfartsmyndigheder fik underkendt DAT’s fly, der skulle bruges på en række nye ruter i Nordnorge i 2012. Den norske tackling var ikke alene dyr, men fik også DAT til at miste interessen for at flyve norske kontrakt-ruter igen.

25-året fejres
Retræten fra Norge har dog langtfra betydet, at DAT står tomhændet. Selskabet har med både regionalruter i Norden og en lang række charteropgaver travlt i den kommende sommer, hvor blandt andet selskabets nyindkøbte Airbus A320-fly kommer flittigt på arbejde. Flyet er dog ikke landet hos DAT endnu.

”Adria Airways (hos hvem flyet købes red.) har været på knæ for at få lov at beholde den lidt endnu, og den slags har jo en pris, som jeg godt kan lide,” forklarer Jesper Rungholm, der altid har haft sans for en god forretning.

Airbus’en skal i øvrigt indregistreres med selv samme registreringsnummer, som selskabets første Skyvan-fly, OY-JRK.

DAT har i dag sine aktiviteter spredt ud over hele Europa, samt i Mellemøsten og Afrika. Operationerne omfatter både faste ruter, passagercharter og fragt. DAT ledes foruden Jesper Rungholm af driftsdirektør Lars Høeg, der siden 2007 også har været medejer af DAT.

DAT’s 25 år skal i denne weekend fejres med manér, når selskabet holder fest for ansatte og deres familier.

”Der kommer 300. Det er den største og dyreste fest, vi nogensinde har holdt i DAT,” slutter Jesper Rungholm med forventning i stemmen.

Billede: Skyvanen var kernen i DAT’s første år som fragtflyselskab. Navnet, Danish Air Transport, fandt Jesper Rungholm på – og navnet skulle symbolisere selskabets nationalitet og tilhørsforhold. Billede 2-4: DAT’s ATR-72, Saab 340 og MD-87. Nederst: Lars Høeg, Kirsten Rungholm og Jesper Rungholm. Foto: Danish Air Transport/Billund Lufthavn (MD87).