Jesper Klausholm er nøglefiguren bag Billund Lufthavns ruteudvikling, og den 48-årige chef har gennem årene været med til at hente både europæiske og globale priser hjem til Billund. Fredag fejres hans 25-års jubilæum.
Når et nyt flyselskab annoncerer en rute til Billund Lufthavn, er det synlige resultat en ny destination på rutekortet. Men før det første fly kan taxie ind til gaten, ligger der ofte flere års arbejde med analyser, møder, relationer og overbevisning bag.
En af dem, der gennem mange år har haft netop den opgave i Billund Lufthavn, er 48-årige Jesper Klausholm, der i dag er direktør for ruteudvikling, kommunikation og marketing og manden i spidsen for lufthavnens ruteudvikling.
Gennem årene har Jesper Klausholm samtidig opbygget et stort netværk langt uden for Billund. I den danske såvel som internationale luftfarts- og rejsebranche er han en anerkendt og vellidt profil, der er kendt for sin venlige og imødekommende facon, store dedikation og høje faglige niveau.
Den 1. oktober fejrer han 25-års jubilæum i lufthavnen, men i virkeligheden begyndte historien allerede i 1999, hvor Jesper Klausholm fik arbejde som afløser i det supermarked, der dengang var en del af lufthavnens butiksområde. Her blev der solgt spegepølser og LEGO-klodser til især norske rejsende.
Senere fulgte blandt andet job som havnevært og i trafikafdelingen, og dermed fik han et praktisk kendskab til lufthavnen fra bunden. Opholdet i Billund blev dog afbrudt af tre år i England, hvor han uddannede sig på Cranfield University og afsluttede en Master of Science i Air Transport Management. Herefter gik turen tilbage til den vestdanske lufthavn.
Fik ansvaret for ruteudviklingen
I 2007 kom Jesper Klausholm til marketingafdelingen som koordinator, og året efter blev han marketingschef og en del af lufthavnens ledelse.
Samtidig fik han ansvaret for airline relations og dermed arbejdet med at udvikle Billund Lufthavns rutenet. Det blev begyndelsen på en periode, hvor lufthavnen gennem en årrække voksede markant.
Da Jesper Klausholm i 2018 havde haft ansvaret for ruteudviklingen i 10 år, kunne han selv gøre status over en periode, hvor mere end 10 større europæiske flyselskaber var kommet til Billund, mens lufthavnens passagertal var vokset med omkring 80 procent.
I dag mener Jesper Klausholm, at den største bedrift hidtil var indgåelsen af aftalen med British Airways i efteråret 2015 om et etablere en rute til London-Heathrow – Europas travleste lufthavn – fra foråret 2016.
Arbejdet handler ikke alene om at ønske sig en rute og derefter finde et flyselskab, der vil flyve den. Lufthavnen skal kunne dokumentere, at der findes et tilstrækkeligt marked i Vestdanmark, og at en ny forbindelse kan blive en bæredygtig forretning for flyselskabet.
Det kræver analyser af blandt andet passagerstrømme, erhvervsliv, turisme og eksisterende rejsemønstre. Men det er også nødvendigt med langvarige personlige relationer til flyselskabernes netværksplanlæggere, og den disciplin behersker Jesper Klausholm fuldt ud.
Hædret af flyselskaberne
Resultaterne har flere gange givet international anerkendelse ved de årlige rutekonferencer.
I 2018 blev Billund Lufthavn kåret som Europas bedste inden for ruteudvikling og marketing blandt lufthavne med færre end fire millioner årlige passagerer. Året efter gentog Billund bedriften ved Routes Europe, og ved Routes World i 2019 blev lufthavnen kåret som verdens bedste i samme kategori.
Også Jesper Klausholm personligt blev bemærket internationalt. I 2018 var han blandt de fem finalister til World Routes’ pris for en særlig indsats inden for ruteudvikling – Individual Award for Outstanding Contribution to Route Development.
Efter coronapandemien skulle store dele af rutekortet bygges op igen, og dermed fulgte i 2023 endnu en markant anerkendelse, da Billund først vandt Routes Europe-prisen i kategorien for lufthavne med under fire millioner passagerer og derefter blev kåret som Overall Winner på tværs af samtlige lufthavnskategorier.
Engageret uden for Billund
Jesper Klausholms engagement i rejse- og luftfartsbranchen stopper imidlertid ikke ved, hvad der sker på Lufthavnsvej i Billund.
Gennem en lang årrække har han været engageret i Discover America Denmark, der arbejder for at fremme rejser mellem Danmark og USA og samler blandt andre flyselskaber, rejsebureauer, turistorganisationer og andre aktører fra rejsebranchen. Allerede i 2012 var Jesper Klausholm næstformand i organisationen, og den post bestrider han fortsat i dag.
USA har samtidig længe været et særligt interessant marked for Billund Lufthavn. Jesper Klausholm har flere gange peget på potentialet for direkte langdistanceruter fra Vestdanmark, hvor især New York står højt på ønskelisten. Også destinationer i Mellemøsten og Asien har gennem årene været blandt de langsigtede mål for ruteudviklingen.
Det er også i dette segment, at Jesper Klausholm hidtil har hentet sine største skuffelser, som han selv udtrykker det. En rute til et trafikknudepunkt i Mellemøsten var tæt på i 2019, og i 2023 løb kollegerne i Aalborg Lufthavn med en SAS-rute til Newark, der dog blev kortvarig.
Dermed er der fortsat rigeligt at arbejde med i de næste 25 år, hvor Jesper Klausholm vil fortsætte den evige jagt på nye destinationer til lufthavnens rutekort.
Jubilæet fejres med fredags-fyraftensøl ved en uformel reception for venner og kollegaer fredag den 2. oktober kl. 14.00 i Billund Lufthavn.
Relaterede artikler:
Billund Lufthavn atter europamester i ruteudvikling