- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

350 kandidater til Danish Travel Awards 2022

Der er tirsdag blevet åbnet for tilmelding til Danish Travel Awards 2022, og den 25. udgave af den prestigefyldte prisuddeling byder på 350 kandidater, der har mulighed for at vinde en pris.

Onsdag den 5. oktober 2022 er Danish Travel Awards tilbage efter to års ufrivillig pause i forbindelse med coronapandemien. Arrangementet, som Travelmedia Nordic også står bag, plejer at være årets største begivenhed i den danske rejse- og luftfartsbranche med op imod 500 deltagere.

Interessen er også stor for dette års prisuddeling, der bliver den 25. i rækken siden første arrangement på Hotel D’Angleterre tilbage i 1996. I lighed med de senere år vil Cirkusbygningen i København danne rammen om arrangementet, og der er også blevet genvalg til Natasja Crone og Rasmus Tantholdt som aftenens værter.

20 kategorier og 350 kandidater
De to værter kommer til at præsentere 20 priskategorier, hvor vinderne er fundet gennem en forbrugeranalyse, som Epinion gennemfører i disse dage. Herudover introduceres Den Grønne Specialpris, hvor præsidiet bag Danish Travel Awards vil kåre en vinder, der har gjort en særlig indsats for den grønne omstilling.

Samlet vil der være 350 virksomheder som har mulighed for at kunne vinde en af de 20 eftertragtede statuetter, hvis forbrugerne har givet topkarakter. Det er flyselskaber, lufthavne, rejsebureauer, rederier, krydstogtoperatører, biludlejningsselskaber, destinationsselskaber, turistorganisationer og hoteller.

  1. Bedste charterflyselskab
  2. Bedste europæiske ruteflyselskab
  3. Bedste interkontinentale ruteflyselskab
  4. Bedste indenrigsflyselskab
  5. Bedste danske lufthavn
  6. Bedste charterarrangør
  7. Bedste rejsearrangør (grupperejser med rejseleder)
  8. Bedste ferierejsebureau (individuelle rejser)
  9. Bedste skirejsearrangør
  10. Bedste erhvervsrejsebureau
  11. Bedste passagerrederi
  12. Bedste krydstogtrederi
  13. Bedste biludlejningsselskab
  14. Bedste destination i Danmark
  15. Bedste rejseland i Europa
  16. Bedste hotel i København
  17. Bedste hotel på Sjælland, Fyn og Øerne
  18. Bedste hotel i Jylland
  19. Bedste luksushotel i Danmark
  20. Bedste hotelkæde

I forhold til den seneste prisuddeling i 2019 er der kommet to helt nye kategorier, og det er henholdsvis Bedste Destination i Danmark samt Bedste Skirejsearrangør.

Til gengæld vil der ikke i 2022 blive kåret en vinder i den kategori, der tidligere hed Bedste Rejseland uden for Europa, da mange lande på de oversøiske markeder har været lukket ned under coronapandemien og stadig har en del COVID-19-restriktioner.

Opbakning fra sponsorer
Der er i dag sendt invitationer ud til omkring 1.000 udvalgte personer i den danske rejse- og luftfartsbranche, og skulle du af en eller anden årsag ikke have modtaget en invitation, så kan du tilmelde dig direkte på tilmeldingssiden.

Prisen for deltagelse i dette års Danish Travel Awards er 895 kr. inkl. moms pr. person, og det giver adgang til arrangementet med velkomstdrink, tre-retters menu, vin/øl/vand ad libitum, kaffe/te samt underholdning.

Ligesom de tidligere år har vi tilknyttet sponsorer, så det er muligt at holde deltagerprisen nede. Årets sponsorer er Corendon Airlines, Europæiske ERV, Qatar Tourism, Dansk Erhverv, Københavns Lufthavn, Billund Lufthavn og Aalborg Lufthavn. Herudover er Cirkusbygningen og Epinion også blandt sponsorerne.