BOGANMELDELSE: En tidligere kabinechef tager læseren med gennem fire årtier i SAS. Det er en underholdende og til tider kritisk fortælling om en medarbejderkultur, der har overlevet både kriser og skiftende ledelser.
Normalt er det virksomhedens ledelse, der sætter sit afgørende præg på organisationskulturen. Men sådan har det tilsyneladende ikke altid været i SAS, hvis man skal tro den tidligere kabinechef Lasse Pårup Nielsen, der debuterer som forfatter med bogen At rejse med konger og vagabonder.
Her får man indtryk af, at det i høj grad er medarbejderne selv, der har skabt og vedligeholdt SAS-kulturen gennem skiftende ledelser og udefrakommende kriser. En nærmest selvbærende kultur, hvor afstanden fra kabinepersonalet i flyene til selskabets øverste ledelse kan forekomme uendelig lang.
Så lang, at medarbejdere, der på eget initiativ kommer med konstruktive forslag til besparelser og serviceforbedringer, ifølge forfatteren oftest bliver mødt med tavshed fra ledelsen.
Men først og fremmest er bogen en fortælling om de oplevelser, Lasse Pårup Nielsen har samlet gennem 41 år i SAS. Og der skal ikke herske tvivl om, at den nu pensionerede kabinechef elsker den virksomhed, som han blev en del af i 1985.
Bogen er særdeles velskrevet, og med humor, selvironi og sans for detaljen tager forfatteren læseren med bag kulisserne på landjorden og i 10 kilometers højde. Her er både morsomme, overraskende og alvorlige episoder fra et usædvanligt arbejdsliv.
Dengang SAS var mere luksuriøst
Samtidig bliver fortællingen om Lasse Pårup Nielsens karriere en fortælling om SAS’ udvikling gennem fire årtier.
Dengang kunne selv en kort flyvning fra København til Frankfurt være en luksuriøs oplevelse. Før afgang blev der uddelt aviser på flere sprog, og efter start fik passagererne på Business Class en varm klud til hænderne, inden stofservietterne blev lagt på bordene. Derefter fulgte et måltid med forret, varm hovedret og dessert, afsluttet med kaffe og chokolade. Var der tid til det, kom cognacvognen forbi, inden salget af toldfrie varer begyndte.
Det var en særdeles intens arbejdsdag for kabinepersonalet, men arbejdsdagene var dengang kortere, og der var flere overnatninger rundt omkring i Europa.
På langdistanceruterne kunne opholdene strække sig over adskillige dage på attraktive destinationer som Bangkok og Rio de Janeiro. Og det var bestemt ikke kun arbejdet ombord, der fyldte i de ansattes liv.
Lampeskærme og vilde personalefester
Da Lasse Pårup Nielsen begyndte i SAS i 1985, var der en udpræget festkultur blandt de ansatte. Den såkaldte debriefing efter ankomsten til hotellet viste sig hurtigt at være kodeord for personalefester på værelserne. Der var fest og ballade i et omfang, som tydeligt illustrerer, at det var en anden tid.
Det ville næppe gå upåagtet hen i dag, hvis en hel flybesætning indtog hotellets restaurant i Bangkok med værelsernes lampeskærme på hovedet. Eller hvis en steward og en styrmand iførte sig hotellets stuepigeuniformer for at overraske en kollega med morgenmad.
Forfatteren beretter om episoderne med et glimt i øjet og uden at forsøge at fremstille fortiden som mere korrekt eller poleret, end den var.
Netop disse fortællinger er med til at gøre bogen levende. Man får som læser et sjældent indblik i et arbejdsliv, hvor kollegerne ikke blot delte arbejdsplads, men også en stor del af deres fritid og sociale liv.
En usynlig mur mellem ansatte og ledelse
Lasse Pårup Nielsen engagerede sig også i bestyrelsesarbejdet i kabinepersonalets fagforening, CAU, men måtte siden erkende, at han ikke egnede sig til det fagpolitiske arbejde.
Han beskriver en usynlig mur mellem medarbejdere og ledelse, hvor en udpræget ‘dem og os’-holdning prægede forholdet.
Men kritikken retter sig ikke kun mod SAS’ ledelse. Forfatteren fortæller også om interne magtkampe mellem forskellige fraktioner i CAU og om sin forargelse over anvendelsen af medlemmernes kontingenter. Der blev afholdt seminarer på dyre konferencecentre, hvor vinen flød frit, og regningerne nåede betragtelige størrelser.
Foto af Lasse Pårup Nielsen i forbindelse med den sidste flyvning. (Privatfoto)
Det er en af bogens styrker, at forfatteren ikke alene skildrer sammenholdet og de gode oplevelser, men også giver plads til de mindre flatterende sider af kulturen.
Sidste stop blev Aalborg
Efter 41 år i SAS valgte Lasse Pårup Nielsen at afslutte sin karriere, da han nåede sin pensionsalder på 67 år.
Ved sit 25-års jubilæum havde han fået en lille guldvinge til uniformen. Den måtte han selv hente, da der ikke var arrangeret nogen form for markering. Ved 40-års jubilæet gentog historien sig. Denne gang fulgte der dog 200 kroner med til en kop kaffe.
Den beskedne anerkendelse står i skarp kontrast til den loyalitet og stolthed, som gennemsyrer forfatterens fortælling om et helt arbejdsliv i SAS.
Traditionen giver kabineansatte mulighed for at fremsætte ønsker om kaptajn, kolleger og destination på deres sidste flyvning. Lasse Pårup Nielsen havde også sine ønsker, men hverken den foretrukne kaptajn eller drømmedestinationen blev opfyldt. I stedet blev det en tur til Aalborg med tre kolleger i kabinen, han selv havde peget på.
Det blev definitivt det sidste stop på et arbejdsliv mellem himmel og jord.
En vellykket forfatterdebut
Lasse Pårup Nielsen har fået en meget vellykket forfatterdebut med en bog, der først og fremmest vil være interessant for nuværende og tidligere ansatte i SAS, men bogen kan også med interesse og glæde læses af alle, der følger med i luftfart og har glæden ved flyrejser.
Der bliver fortalt åbent og ærligt om de mange oplevelser gennem mere end 40 år, og det kommer tydeligt frem, at forfatteren har en særlig fortælleglæde, hvor der også bliver kræset for detaljerne, hvilket mange steder i bogen gør den særdeles levende.
Det er forlaget Forfatterskabet.dk, der har udgivet At rejse med konger og vagabonder. Vejledende udsalgspris er 299 kroner (paperback).
