- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

50.000 fulgte Vingegaards flyvetur

Mange danskere fulgte på Flightradar24 hjemflyvningen fra Amsterdam til København med Tour de France-vinderen Jonas Vingegaard. Umiddelbart før landingen toppede interessen.

Semler Gruppens firmafly, en Beechcraft King Air 350i, var et af de fly, der onsdag tiltrak sig størst opmærksomhed på Flightradar24.com.

Som sådan var det ikke det lille turbopropfly, der var særlig interessant, men det var passagererne i flyet til gengæld. Ombord var nemlig den danske Tour de France-vinder Jonas Vingegaard sammen med kæresten Trine og datteren Frida.

De gik onsdag formiddag ved 10-tiden ombord i flyet i Amsterdam Schiphol Airport, hvor det lettede kl. 10.30 for derefter at sætte kursen direkte mod Københavns Lufthavn. I slutningen af den en time og 25 minutter lange flyvetur, blev King Air-flyet ledsaget af to af Forsvarets F-16 jagerfly.

Jonas Vingegaard med kærsten Trine og datteren Frida i King Air-flyet. (Foto: Skoda Danmark | PR)

39.500 fulgte landingen
Allerede tirsdag kunne CHECK-IN.dk som det første medie offentliggøre, at det var Semler Gruppens firmafly med registreringen OY-CVW, som var blevet stillet til rådighed for Jonas Vingegaard af Skoda Danmark, der er tæt samarbejdspartner til Dansk Cykel Union.

Interessen for at følge flyvningen var da også helt overvældende. Flightradar24.com oplyser til CHECK-IN.dk, at omkring 50.000 brugere fulgte flyvningen fra Amsterdam til København, og umiddelbart før landingen var der 39.500 samtidige brugere, der havde klikket sig ind på King Air-flyets rute.

Det var dog ikke muligt at se de to jagerfly på flyinformationstjenesten, da det kun er civile fly, der kan følges. Til gengæld valgte Forsvaret efterfølgende at offentliggøre en video, der viser de to jagerflys møde med Jonas Vingegaards fly.

CPH i gult
Landingen i Københavns Lufthavn tiltrak sig også stor opmærksomhed, da den blev sendt på live-tv på både DR og TV 2. Lufthavnen havde kørt vandkanonerne i stilling til en våd salut til det lille King Air-fly, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at de mange køretøjer i lufthavnen og striberne på banen var blevet malet i den gule farve i dagens anledning.

Efter landingen rullede flyet op foran den historiske Vilhelm Lauritzen Terminal, hvorefter CPH’s administrerende direktør Thomas Woldbye stod klar med en stor buket blomster.

Herefter begav Tour de France-vinderen sig ud på en køretur mod København, hvor der ventede en stor fejring på Københavns Rådhus efterfulgt af en seance i Tivoli.

 

Relaterede artikler:

Dette fly bringer Vingegaard til København

Sønderborg Lufthavn lettet efter velafviklet Tour-dag

Disse selskaber flyver TdF-rytterne til Frankrig