- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

783 timers forsinkelser – hver dag

Omfanget af forsinkelser i Europa på grund af flyvekontrollen er mere end fordoblet i år. Flyselskabernes organisation IATA kræver handling.

Nye data fra Eurocontrol viser, at omfanget af forsinkelser af flytrafikken i europæiske luftrum på grund af flyveledelsen er mere end fordoblet i første halvår 2018 i forhold til samme periode sidste år.

Det får nu flyselskabernes sammenslutning, International Air Transport Association (IATA), til at kræve handling fra de europæiske regeringer og flyveledelsestjenesterne i Europa, så der kan blive gjort noget ved flaskehalsene i europæisk luftrum.

“Vi er i sommersæsonen i Europa, rejsende ønsker at komme til deres ferie til tiden, og for mange bliver skuffede på grund af forsinkelser i flytrafikken. Vi skulle gøre fremskridt, men omfanget af forsinkelser er dobbelt så stort som sidste år,” siger Alexandre de Juniac, IATAs generaldirektør og administrerende direktør.

’’Det er ingen hurtige løsninger på dette problem, men de nødvendige løsninger er velkendte. Med den korrekte investering og planlægning fra regeringer og flyvelkontroltjenester kan og skal vi gøre det næste år bedre,” siger de Juniac.

Forsinkelser øget med 133 procent
Data fra Eurocontrol viser, at omfanget af flyforsinkelser på grund af flyvekontrollen i første halvdel af 2018 blev mere end fordoblet til 47.000 minutter om dagen i forhold til samme periode sidste år – en øgning på 133 procent.

De fleste af disse forsinkelser skyldes ifølge IATA bemanding og kapacitetsmangel samt andre årsager som vejrforsinkelser og forstyrrende begivenheder som strejker. Den gennemsnitlige forsinkelse for flyvninger, der bliver forsinket på grund af flyvekontrollen, ligger hidtil i juli på 20 minutter, mens den længste forsinkelse i juli hidtil har været på 337 minutter – altså over 5 ½ time.

Manglende investeringer i flyvekontrollen
Mens flytrafikken i Europa vokser, har flyveledelsestjenesterne i Europa ifølge IATA ikke foretaget de nødvendige investeringer i deres virksomheder i form af personale og teknologi. De foretrækker i stedet at generere store økonomiske overskud, mener flyselskabernes organisation.

IATA opfordrer EU-Kommissionen, medlemsstaterne og flyveledelsesjenesterne til at skride til handling her og nu med en firepunktsplan, der omfatter modernisering af infrastrukturen, reformer af forældede arbejdsmetoder, en styrkelse af planlægningen og øgede krav til flyveledelsestjenesternes performance samt sanktioner, hvis kravene ikke bliver overholdt.

Relaterede artikler:

IAG: Flyvelederstrejker større trussel end brændstofpriser

Forsinkelser i europæisk luftrum

Ryanair: Forbyd flyveledere at strejke