- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

A220 fra airBaltic på rundrejse i Asien

Singapore, Vietnam og Japan har for nyligt haft besøg af en A220-300 fra airBaltic, da Airbus forsøger at sælge flytypen til kunder i Asien-Stillehavs-regionen.

Airbus har netop stået bag en rundrejse til flere asiatiske lande, hvor den europæiske flyproducent fremviste en A220-300’er fra det lettiske flyselskab airBaltic, hvis flåde på i alt 34 fly udelukkende består af netop Airbus’ A220-300, der har en gennemsnitsalder på 2,8 år.

Flyet, der har registreringsnummeret YL-ABH, startede rundrejsen i den australske storby Sydney, hvor flyet foretog en demonstrationsflyvning, inden det fløj videre til Singapore. Herefter blev kursen sat mod Hanoi, der er hovedstad i Vietnam, og rundturen sluttede i Tokyo i Japan.

Formålet med turen var at vise A220-flytypen frem for potentielle kunder i Asien-Stillehavs-regionen. De blev inviteret om bord på airBaltic-flyet, hvorefter chefer fra Airbus gav et indblik i flyet samt dets opbygning, og gæsterne fik desuden mulighed for at være med på en prøveflyvning.

Betoner forbedret brændstoføkonomi
Airbus fortæller, at flyet fra airBaltic er indrettet med en enkelt kabineklasse, hvor der er 145 sæder. Flytypen findes ellers i to udgaver. Det drejer sig om A220-100, der har plads til mellem 100 og 130 passagerer, mens A220-300’eren sædvanligvis har et sted mellem 130 og 160 sæder i en typisk konfiguration.

A220’eren kan flyve op til 6.300 kilometer, og det er en af grundene til, at Airbus mener, at flytypen kan være interessant for kunder i Asien-Stillehavs-regionen, da flyet herfra kan foretage flyvninger til både Australien, Nordasien samt Mellemøsten.

Det betones også af Airbus, at flyselskaberne kan opnå brændstofbesparelser på op til 25 procent sammenlignet med ældre fly af en tilsvarende størrelse. Det skyldes en kombination af ny teknologi, aerodynamisk design samt de Pratt & Whitney PW1500G-motorer, som flytypen er udstyret med.

Flere flyselskaber har købt A220
Flytypen benyttes allerede i dag af flere flyselskaber i regionen. Korean Air har ti A220-300’ere, som bruges til indenrigs- og udenrigsflyvninger. Australske Qantas har desuden bestilt 20 fly af typen, mens Air Vanuatu fra østaten Vanuatu i Stillehavet har bestilt to A220-100’ere samt et A220-300-fly.

Airbus beskriver selv Asien-Stillehavs-området som ”et kernemarked”, og tilføjer, at regionen også er det hurtigst voksende marked for luftfart med 5,5 procent årlig vækst i passagertrafikken, mens det globale gennemsnit er 4,3 procent, ifølge Airbus.

Regionen tegner sig derudover for en tredjedel af Airbus’ samlede ordrebog samt en tredjedel af omsætningen, lyder det fra flyproducenten. Det vides ikke, om rundflyvningen til landene resulterede i konkrete flyordre, men Airbus fortæller, at producenten indtil videre har fået i alt 740 ordrer på A220-fly og har leveret omkring 200 til kunderne.

Netop airBaltic har for nyligt modtaget en ny certificering, der betyder, at selskabet fremover må flyve med 149 i stedet for 145 sæder om bord på selskabets A220-300’ere, og flyselskabet er for øjeblikket i gang med at tilpasse flåden til den nye certificering. Det indebærer blandt andet, at sæder, som tidligere har været blokeret, frigøres på ny.

 

Relaterede artikler:

Flere sæder i airBaltics A220-fly

En af verdens længste A220-ruter er i gang

A220 har holdt sig i luften under coronakrisen