- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

A321neo testflyvninger stoppet efter uheld

Kun tre dage efter, at det første A321neo fly kom i luften, har Airbus været tvunget til at stoppe testflyvningerne efter et uheld, hvor flyets hale ramte jorden ved landingen.

Tirsdag den 9. februar kunne Airbus sende det første A321neo fly på jomfruflyvning. Flyvningen udgik fra Finkenwerder-lufthavnen i Hamborg, og efter femtimer og 29 minutter var flyet på jorden igen.

To dage senere fløj flyet med registreringen D-AVXB til Toulouse, hvor der skulle gennemføres nogle lokale testflyvninger. På den fjerde testflyvning med flight nummer AIB-04VB gik det galt, da det nye A321neo-fly skulle lande i Perpignan på lufthavnens bane 33.

Flyets hale ramte landingsbanen under landingen, og herefter måtte testprogrammet afbrydes. Den 15. februar blev flyet fløjet tilbage til Toulouse, og nu udestår der et par ugers reparationsarbejde, inden at testflyvningerne kan fortsætte, så certificeringen af flytypen kan finde sted.

Hændelsen i Perpignan har fået stor opmærksomhed under Singapore Airshow 2016, der afvikles i disse dage, da topfolk fra Airbus er til stede på den store flyudstilling.

“Vi vurderer situationen og har ikke yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt,“ siger en talsmand for Airbus ifølge det internationale luftfartsmedie Flightglobal.com.

Over 1.100 bestillinger
Det er hensigten, at Airbus skal levere det første A321neo fly i slutningen af året, og såfremt testprogrammet genoptages i løbet af et par uger, vurderes det ikke at have betydning for de første leveringer.

Der er i alt 1.101 bestillinger på A321neo-flyet, og de største kunder er henholdsvis American Airlines med 130 fly, ungarske Wizz Air med 110 samt Turkish Airlines med 72 eksemplarer af flyet. A321neo får i en særlig “longrange“-udgave en rækkevidde på 7.400 kilometer, hvorfor flyet kan benyttes på transatlantiske ruter fra Europa til USA´s østkyst.

A321neo, der er det største medlem af A320neo-familien, bliver fra 2018 certificeret til 240 sæder i versionerne med én kabineklasse, mens flyene med to kabineklasser forventes at have plads til 206 passagerer. Ifølge Airbus vil nye motorer, sharklets og en forbedret kabineindretning bidrage til, at brændstofomkostningerne vil være op til 20 procent lavere end i de nuværende A321ceo.