- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

A350 eller Dreamliner til Emirates

Emirates vil inden årets udgang beslutte sig for at supplere flåden med enten Boeing 787 Dreamliner eller Airbus A350.

Emirates Airline råder i dag over en imponerende flåde på 260 fly, hvor det mindste har plads til 266 passagerer og det største er indrettet med ikke færre end 615 sæder.

Det kommer til at ændre sig i fremtiden. Emirates forventer inden årets udgang at placere en ordre på nye langdistancefly, og her kommer Airbus A350 og Boeing 787 Dreamliner ind i billedet. Det bekræfter flyselskabets bestyrelsesformand Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum i et interview med Dubai-mediet The National.

“Vi har endnu ikke taget en beslutning om, hvilken flytype det skal være, da det stadig er under overvejelse. Efter at vi har foretaget vores analyser, vil vi offentliggøre det i slutningen af året,” siger bestyrelsesformanden i interviewet.

Det er dermed sandsynligt, at Emirates vil benytte lejligheden til at præsentere en købsaftale i forbindelse med Dubai Airshow, der afholdes fra den 12. til 16. november i år.

Pilen peger på Dreamliner
At Airbus A350 er inde i billedet er overraskende. Allerede i 2007 afgav Emirates en ordre på 70 A350´ere til en samlet pris på 143 mia. danske kroner baseret på de aktuelle listepriser. Den ordre blev dog annulleret i sommeren 2014, da Emirates i stedet valgte at anskaffe sig flere A380´ere.

Men nu er markedet ved at ændre sig. Billetpriserne er kommet under pres, og konkurrencen er stigende fra lavprisflyselskaber, der indsætter mindre fly på langdistanceruterne. Derfor er det igen aktuelt at kigge på A350´eren, selvom Emirates nok ikke kan få samme favorable vilkår, da man bestilte 50 A350-900 og 20 A350-1000 på et tidspunkt, hvor Airbus var tidligt i indsalgsfasen.

Flere eksperter peger da også på Boeing 787-9 og 787-10 som den oplagte flytype, da den komplementer selskabets Boeing 777-fly.

“787´eren er favoritten, som det ser ud lige nu,” siger Will Horton, der er senioranalytiker hos Centre for Aviation (CAPA), og han bakkes op af en amerikansk flyanalytiker.

“I forhold til, at Emirates er nødt til at fokusere på premium-trafikken og udvide til nye markeder, så bliver de nødt til at bestille nye fly i år. Boeing 787 vil passe fint ind i deres strategi med en flåde af 777 og 777X,” siger Richard Aboulafia fra amerikanske Teal Group.

Mangler mindre fly
Boeing har allerede afgivet ordre på 150 fly af typen Boeing 777X til levering fra 2020 og fremad. Det er meningen, at disse fly på sigt skal erstatte de nuværende Boeing 777-fly, der dog kun har en gennemsnitsalder på 6,5 år.

Emirates har i dag en flåde bestående af 96 Airbus A380-800, og der er yderligere 46 på vej, da der samlet er afgivet ordrer på 142 eksemplarer af megajumboen. Aldersgennemsnittet på A380-flyene er helt nede på 4,1 år.

A380´erne suppleres af 141 Boeing 777-300 og 23 Boeing 777-200 i forskellige varianter, hvilket er samlet 164 styk af denne flytype, og flere er på vej inklusive de 150 nye 777X.

I modsætning til Qatar Airways har Emirates ikke mindre fly, der kan indsættes på nye ruter, hvor der ikke er store trafikstrømme, og det er angiveligt, hvad Dubai-flyselskabet har måttet sande. Til sammenligning benytter Qatar Airways A320 og A321 til at starte op på de tyndere europæiske ruter, og derefter kan der indsættes 787-8 Dreamlinere og A350-900, når passagerudviklingen gør det rentabelt.

 

Relaterede artikler:

Dubai-flyselskaber smelter sammen

Emirates overvejer at anskaffe mindre fly

Emirates udfaser langdistancefly

Emirates afbestiller fly for 120 mia. kroner

Emirates bestiller 50 nye Airbus A380-fly