- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

A380-fly på ottende uge strandet i Goose Bay

Et Airbus A380-fly fra Air France har siden den 30. september stået ubeskæftiget i den canadiske militærlufthavn i Goose Bay.

En af de 10 Airbus A380-800 fra Air France har ikke været luftbårent i snart otte uger. Der er tale om flyet med registreringen F-HPJE, der 30. september under en flyvning fra Paris-CDG til Los Angeles var udsat for et meget omfattende motorhavari, da flyet befandt sig sydøst for Nuuk i Grønland.

Den store megajumbo, der havde 497 passagerer og 24 besætningsmedlemmer ombord, måtte efterfølgende sikkerhedslande i Goose Bay, hvorfra passagererne ved hjælp af indlejede fly, blev transporteret til slutdestinationen.

Men ligeså nemt det var at få passagererne fløjet ud af Goose Bay. ligeså udfordrende er det at få flyttet det 277 tons tunge A380-fly. I første omgang skulle flyet og i særdeleshed resterne af den havarerede motor nummer fire på flyets styrbord side undersøges af den franske havarikommission, BEA.

Principielt var det den danske havarikommission, der havde undersøgelsespligten, da motorhavariet indtraf over Grønland, der er en del af dansk luftrum, men givet den omstændighed, at der er tale om et fransk flyselskab og et franskproduceret fly, valgte Danmark at overdrage undersøgelsen til franske BEA.

Ny motor med Antonov-fragtfly
Den beskadigede motor er nu blevet afmonteret, men det er ikke lykkedes Air France at få myndighedernes tilladelse til at sende A380-flyet på vingerne med blot tre motorer. Balancen vil ændre sig i flyet, når der kun er tre motorer monteret, og derfor er det påkrævet, at der bliver monteret en fjerde motor. Enten en hel funktionsdygtig motor, eller også en attrap med samme størrelse og vægt som en rigtig funktionsdygtig motor.

De seneste informationer i sagen er, at et Antonov An-124 fragtfly den 24. november vil transportere en erstatningsmotor fra Paris til Goose Bay, og denne motor vil derefter blive påmonteret den store A380´er. Hvornår den 4.260 kilometer lange flyvning tilbage til Paris kan finde sted, er der endnu ikke informationer om.

Motoren er af typen GP7270 fra The Engine Alliance, der er et 50/50 joint venture mellem General Electric Aviation and Pratt & Whitney. Således er det også planen, at den ødelagte motor skal transporteres til Cardiff i Wales, hvor General Electric har faciliteter til at kunne gennemføre den nødvendige reparation.

Havarikommissionen i Danmark har i sidste uge udsendt en erklæring, hvori der fortælles, at BEA oprindeligt overtog undersøgelsen. En visuel inspektion viste, at turbinebladene og den roterende del forrest i motoren rev sig løs under flyvningen, hvorved hele kappen for luftindtaget også faldt af.

Fly til 2,7 milliarder kroner
Det er ikke billigt at have et stort A380-fly stående ubeskæftiget i Goose Bay på ottende uge. Flyet blev oprindeligt leveret til Air France i maj 2011 og er ejet af DS Aviation / Dr. Peters Group i Dortmund, hvorfra Air France har leaset det.

Nyprisen på en Airbus A380-800 er 432,6 millioner dollars, eller hvad der svarer til lidt mere end 2,7 milliarder danske kroner, og leasingprisen per måned er estimeret til 1,7 millioner dollars – eller lige i underkanten af 11 millioner danske kroner.

 

Relaterede artikler:

Tremotoret A380-fly skal flyve over Atlanten

Motorrester fra A380-fly fundet på Grønland

Havarikommissionen trækker sig fra A380-undersøgelse

Motorhavari på A380-fly over Grønland