- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aarhus får ny rute til Prag

Efter at have mistet sin SAS-rute til Stockholm Arlanda får Aarhus Lufthavn næste år en ny udenrigsrute til Tjekkiets hovedstad.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle i sidste uge, så mister Aarhus Lufthavn med virkning fra den 22. december sin SAS-rute til Stockholm Arlanda efter at ruten kun har eksisteret i knap 14 måneder.

Nu er der dog et lille lyspunkt for lufthavnen på Djursland. Næste år får lufthavnen nemlig flyforbindelse til Tjekkiets hovedstad Prag.

Det sker når Czech Airlines fra den 11. maj begynder at flyve fire gange om ugen mellem Aarhus Lufthavn og Václav Havel-lufthavnen udenfor Prag.

Vigtigt bidrag
Ifølge Aarhus Lufthavn, så vil den nye rute sikre østjyderne nem adgang til den tjekkiske hovedstad Prag og massevis af andre destinationer i Europa, Mellemøsten og Asien. Ruten får samtidig positiv betydning for turismen og erhvervet i Aarhus og det øvrige Østjylland, spår lufthavnen.

”Det er lykkedes os at tiltrække en særdeles attraktiv rute, der giver østjyderne let adgang til Prag – en by, der optræder på UNESCOs Verdensarvsliste og samtidig er et hotspot for international erhvervsturisme. Prag er desuden trinbræt til et væld af andre destinationer i verden, og da ruten jo også går den anden vej, kommer den til at udgøre et vigtigt bidrag til turismen i Aarhus,” siger Peter Høgsberg, direktør i Aarhus Lufthavn.

Forlænget weekend
Mandag og torsdag vil der være afgang fra Prag kl. 07.10 med ankomst i Aarhus 09.10. En halv time senere, klokken 09.40, går turen tilbage til Prag med ankomst kl. 11.45. Fredag og søndag vil der være tale om en aftenflyvning med afgang fra Prag kl. 17.10 og ankomst i Aarhus to timer senere. Klokken 19.40 flyves retur til Prag, hvor flyet lander kl. 21.45.

Med flyvninger mandag, torsdag, fredag og søndag passer ruten godt til en forlænget weekendtur til Prag.

”Danskernes interesse for Prag er voksende, og i 2015 besøgte fem procent flere danskere Tjekkiet end i 2014. Den tendens vil vi gerne støtte og udvikle endnu mere ved at gøre Prag lettere tilgængelig for både erhvervs- og fritidsrejsende, ligesom Aarhus via vores samarbejdspartnere sættes i tættere forbindelse med resten af verden,” siger Ján Tóth, der er kommerciel direktør i Czech Airlines.

Fra Prag vil det være muligt at flyve videre til blandt andet Athen, Budapest, Beograd, Tel Aviv, Minsk, Moskva og Seoul.

Ruten vil blive betjent med et ATR72-fly med mulighed for at rejse på både business- og economy class.

Czech Airlines fløj i den forgangne sommer mellem Prag og Billund fire gange om ugen. Den rute er vinterlukket nu, men åbner igen til foråret. Til den tid dog kun med tre ugentlige returflyvninger.

 

Relaterede artikler:

Czech Airlines åbner to ruter fra Billund

Jet Time-krise koster Aarhus-rute livet

Wizz Air overraskende ind i Aarhus Lufthavn