- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Årsrekord i Billund Lufthavn

Året 2010 blev det hidtil bedste i Billund Lufthavns snart 45-årige historie. Næsten 2,6 millioner passagerer - 30.000 flere end rekordåret 2008 - rejste gennem terminalen i Billund. Og udsigterne for 2011 ser ifølge lufthavnsdirektøren lovende ud.

Året 2010 markerede ikke alene chefskifte i Billund Lufthavn, men også passagerrekord. Derfor er der to lufthavnsdirektør, der må dele æren af rekordresultatet på 2.574.340 passagerer i 2010. Det er Jørgen Krab Jørgensen, der fratrådte i juni 2010 samt lufthavnens nye direktør Kjeld Zacho Jørgensen, der førte lufthavnen i mål med passagerrekorden.

Dermed blev den hidtidige rekord på 2.546.856 passagerer fra 2008 slået med omkring 30.000 passagerer.

Væksten i passagertallet i 2010 blev på 11,9 procent, hvilket svarer til 274.505 passagerer. Stigningen er fordelt med ca. 175.000 på udenrigstrafikken, mens de resterende 100.000 passagerer er fordelt nogenlunde ligeligt mellem indenrigs- og chartertrafikken.

Lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen hæfter sig ved flere årsager til fremgangen.

Norwegian etablerede sig i Billund Lufthavn i 2010 og har stor succes med ruten til Oslo, mens Cimber Sterling og Ryanair etablerede tilsammen 10 nye ruter i sommerperioden.

Netværksselskaberne Lufthansa og KLM har gennem året vist vækst på ruterne til Frankfurt og Amsterdam. Samtidig har det nye charterselskab Primo Tours etableret sig med et betydeligt program ud af Billund Lufthavn.

Lufthavnsdirektøren går dog udenom det faktum, at indenrigstrafikken er vokset med næsten 44.000 passagerer og en stigning svarende til mere end 38 procent. Vel også en præstation, der er værd at bemærke, omend Billund Lufthavn hellere vil profilere sig som “Vestdanmarks internationale lufthavn“.

Men optimismen blomstrer i Billund Lufthavn ved indgangen til 2011. Fra sommerfartplanens ikrafttrædenpåbegynderIcelandair 3 ugentlige flyvninger til Keflavik med gode forbindelser til Nordamerika. Air France indsætter op til 3 daglige afgange mellem Billund og Charles de Gaulle lufthavnen i Paris. Lufthansa indsætter en 4. daglig frekvens til Frankfurt. Og på nuværende tidspunkt har Cimber Sterling annonceret en ny rute til Kreta, mens Ryanair åbner en rute til Tenerife.

“Det endelige sommerprogram er endnu ikke helt fastlagt, så der er fortsat mulighed for yderligere nye ruter. Også charterbranchen melder om positive forventninger for 2011, så alt i alt er der meget der tyder på en fortsat positiv udvikling for lufthavnen, som Vestdanmarks internationale lufthavn,“ udtaler lufthavnsdirektør Kjeld Zacho Jørgensen i en nytårskommentar på lufthavnens hjemmeside.

Foto: Billund Lufthavn satte årsrekord med næsten 2,6 millioner passagerer.