- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aegean Airlines klar til flådefornyelse

CEO for det græske flyselskab løfter sløret for Aegean Airlines planer om en omfattende fornyelse af flyflåden i nær fremtid.

Aegean Airlines vil inden for tre ugers tid træffe endelig beslutning om hvilke flytyper, der skal sikre selskabets flådefornyelse og udvidelse til omkring 75 fly, der forventes at nås i 2023. Aegean, som overtog sin græske konkurrent Olympic Air i 2013, har i dag 46 fly af Airbus A320-familien og 12 turboprop-fly.

Ved sin tale på Aviation Club UKs møde i London den 7. februar bekræftede Aegean Airlines CEO Dimitrios Gerogiannis, at en omfattende flyfornyelse og –udvidelse skal besluttes nu. Valget står mellem Airbus A320neo og Boeing 737 MAX. Aegean fik de fleste af sine nuværende A320ceo i perioden 2007-2011 og leasingkontrakterne udløber i 2023-2024.

Ønsker flere leverandører
Dimitrios Gerogiannis tilføjede, at han ville ønske en større konkurrence blandt de mulige leverandører: “Jeg kunne ønske mig, at der var en tredje eller måske en fjerde større leverandør ud over Airbus og Boeing, med de øvrige flyfabrikker må betragtes som niche-producenter”.

“Det store marked betjenes af Airbus og Boeing og det er svært at se andre relevante produkter dukke op inden for en overskuelig fremtid på 10-15 år”, sagde han.

Gerogiannis fastslog, at det ikke er i selskabets planer at introducere langruter, for selskabet kan sagtens bruge mellem fire og seks år på at tilpasse sig det voksende potentiale på korte distancer, mens eventuelle forestillinger om nye langruter ligger længere ude i fremtiden.

Flyflåden fordoblet
Under Aegeans femårsplan frem til 2023 vil man tilføje 25 destinationer fra Athen og forøge sine passagertal fra de nuværende 13,2 millioner til 60 millioner: “Men man skal ikke holde for fast på en sådan plan. Ændringerne i branchen sker alt for hurtigt til det. Vi er altid på udkig efter det uventede, for vi ved, at det uventede vil ske, og så gælder det om at være ændringsparate”.

Siden overtagelsen af Olympic Air i 2013, har selskabet fordoblet sin flyflåde fra 30 til 61 og har samtidig fordoblet sin omsætning og sit passagertal. Det internationale rutenet er firedoblet i lighed med selskabets økonomiske position.

I 2017 havde Aegean 13,2 millioner passagerer på sine 71 internationale ruter. Omkring 75 procent af omsætningen stammer fra internationale flyvninger – resten fra indenrigs.

Relaterede artikler:

Aegean atter med Kalamata-rute til CPH

Græsk flyselskab øger til København

Nyt selskab på Athen-rute fra CPH