- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ændret fartplan for vandflyrute

Efter kun to ugers levetid får vandflyruten mellem Aarhus og København en ekstra middagsrotation. Til gengæld forsvinder aftenflyet i næste uge.

Efter en opstart med massiv medieinteresse er det blevet hverdag for Danmarks nye vandflyselskab, Nordic Seaplanes, der gik i luften for to uger siden. Selskabets rute mellem havnene i Aarhus og København bliver løbende justeret ud fra erfaringerne i opstartsfasen.

I første omgang den samlede rejsetid i fartplanen blevet sat ned fra 59 til 50 minutter.

”Vi har gennemført 64 flyvninger, som alle ankom før tid. Derfor har vi skåret ni minutter væk,” fortæller Lasse Rungholm, der er den ene af de to initiativtagere til ruten.

Aftenflyvning sælger dårligst
Fra i dag flyves en femte daglig rotation midt på dagen med afgang fra Aarhus kl. 13 og fra København kl. 14.30. Til gengæld fjernes aftenafgangen, der flyver fra Aarhus kl. 19 og fra København kl. 20.30. Det sker med virkning fra onsdag i næste uge, hvorefter ruten igen er nede på fire daglige returflyvninger.

”Aftenflyvningen er den rotation, der sælger dårligst. Ofte kun 2-3 passagerer og en enkel gang slet ingen passagerer,” forklarer Lasse Rungholm.

Nordic Seaplanes har kun tilladelse til at gennemføre et vist antal operationer i de to havne. I en 12 måneders periode har selskabet 2600 point at bruge af. Flyvninger mellem klokken 7 og 19 tæller for ét point. Flyvninger mellem klokken 19 og 22 tæller 3,16 point og flyvninger mellem kl. 22 og 7 om morgenen tæller med 10 point. Så aftenflyvningen trækker ekstra hårdt på pointkontoen sammenlignet med de øvrige flyvninger.

Fartplanen med fem rotationer frem til og med 14. juni og herefter igen fire rotationer gælder frem til 30. juni. Hvordan der skal flyves i juli måned er endnu ikke afgjort.

Tilbyder private en rundtur
Belægningen på ruten er omkring 50 procent og passagererne er en skøn blanding af advokater, revisorer og stand-up komikere. Enkelte privatrejsende er der også med. Og hvis der er ledige sæder, så tilbyder Nordic Seaplanes private en rundtur for kun 1950 kroner, hvor en enkeltbillet normalt koster 1800 kroner.

 

Relaterede artikler:

Vandfly går efter timedrift

Kom i luften med vandflyet

Vandfly en smule hurtigere, men dyrere end SAS

Milliardæren med vand og benzin i blodet