- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aeroflot lancerer lavprisflyselskab i 2014

Næste år realiserer Aeroflot planerne om et selskab, der langt om længe skal tilbyde billige rejser til det enorme land.

I sidste uge løftede Aeroflot sløret for planerne om etableringen af lavprisselskabet Dobrolet. Selskabet, der vil blive et datterselskab, som er ejet 100 procent af Aeroflot, skal i første omgang betjene en række indenrigsdestinationer i det vestlige Rusland herunder Moskva, Sankt Petersburg, Krasnodar, Yekaterinburg, Samara, Makhachkala, Ufa Kaliningrad og Novy Urengoy. Disse vil blive lanceret i foråret 2014.

I 2015 skal rutenettet omfatte 19 destinationer, og året efter forventes det, at rutenettet når op på 26 destinationer, her under internationale destinationer som Kiev, Yerevan og Istanbul.

Sammenlignet med mange andre steder i verden, har lavprisselskaber spillet en marginal rolle i russisk luftfart, og det skyldes især landets stramme regelsæt for luftfart.

”Et lavprisselskab i Rusland vil ikke kunne drives, medmindre vi harmoniserer vores lovgivning med de eksisterende normer i den globale industri,” forklarer Vladimir Gorbunov, der er udpeget til at skulle være generaldirektør for det nye selskab.

Ifølge russisk lovgivning har det hidtil ikke været tilladt at tage ekstra betaling for bagage samt at udbyde passagerflyvning uden at servere mad ombord. Herudoverhar det heller ikke værettilladt atsælge billetter, der ikke kan refunderes, samt ansatte udenlandsk personale. Tilladelsen til at ansætte udenlandsk personale er ifølge Gorbunov nødvendig for at imødekomme manglen på luftkaptajner i Rusland.

Aeroflot, der sidste år besøgte Ruslands præsident, Putin, med det formål at få ændret i luftfartslovgivningen, forventer, at reglerne vil blive ændret inden udgangen af 2013.

Holder fast i vestligt byggede fly
Allerede ved annonceringen af Dobrolet, er det blevet gjort klart, at flyflåden skal opbygges af Boeing 737-800-fly. Aeroflot har med denne annoncering understreget endnu engang, at man har vendt ryggen til Ruslands berygtede Tupolev-fly, der stadig anvendes hos mange af landes mindre flyselskaber.

737’erne skal indrettes i en enkelt-klasse konfiguration, hvilket typisk giver plads til 189 passagerer. De mange pladser kan øge indtjeningen på hver flyvning for Dobrolet, og selskabet kan derved sænke billetpriserne. Med flere sæder per fly og muligheden for at kræve gebyrer for diverse services forventer selskabet at kunne barbere 40 procent af billetpriserne sammenlignet med det nuværende prisniveau i Rusland.

Dobrolet vil til at starte med have otte fly, og efterfølgende vil der blive tilført yderligere otte fly året efter.

Ifølge en pressemeddelelse fra Aeroflot skal Dobrolet have base i Moskva. Hvilken af de tre Moskva-lufthavne, Domodedovo, Sheremetyevo eller Vnukovo, der er tale om, er imidlertid ikke blevet offentliggjort. Aeroflot har tidligere afvist, at det skulle blive en af de to store, Domodedovo eller Sheremetyevo – sidstnævnte er hub for Aeroflot.

Uanset hvilken Moskva-lufthavn der bliver tale om, skal de rejsende formentlig væbne sig med tålmodighed, idet alle tre lufthavne befinder sig i bunden af punktlighedsstatistikkerne med forsinkelser på langt over halvdelen af alle afgange og ankomster.