- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aeroflot og SAS afslutter samarbejde

SAS har afsluttet endnu en codeshare-aftale. Denne gang er det SkyTeam-selskabet Aeroflot, der ikke længere samarbejder med SAS på ruterne mellem Skandinavien og Moskva.

I løbet af de seneste par uger er det kommet frem, at en række codeshare-aftaler mellem SAS og andre flyselskaber er blevet opsagt. Først var det SAS, der opsagde aftalen med det græske Star Alliance-selskab Aegean Airlines på ruterne mellem Skandinavien og Athen. Herefter opsagde Austrian Airlines en tilsvarende aftale med SAS på ruterne mellem Skandinavien og Wien.

I denne uge er det så blevet bekræftet, at codeshare-aftalen mellem SAS og Aeroflot er ophørt på ruterne mellem Skandinavien og Moskva. Dermed vil det russiske SkyTeam-selskab fremover være en konkurrent i stedet for samarbejdspartner på de vigtige ruter til Moskva-Sheremetyevo lufthavnen.

Siden den 30. marts har Aeroflot ikke længere haft sin SU-kode på SAS-flyvningerne, og siden den 1. april har det ikke været muligt at booke SAS-billetter på fly opereret af Aeroflot.

Mellem København og Moskva flyver SAS en gang dagligt, mens Aeroflot kan tilbyde to daglige afgange. Det samme er tilfældet fra Stockholm-Arlanda lufthavnen, mens SAS ikke flyver fra Oslo til Moskva. Det gør i stedet Aeroflot, der kan tilbyde to daglige forbindelser til den russiske hovedstad.

Med afslutningen af codeshare-samarbejdet har Aeroflot sat sig tungt på passagerflytrafikken mellem Skandinavien og Moskva. Det russiske selskab tilbyder seks daglige flyforbindelser, mens SAS må nøjes med to daglige forbindelser.

SAS oplyser, at allerede foretagne reservationer af SAS-billetter på Aeroflot-flyvninger vil blive honoreret, men at der til gengæld er lukket for nye reservationer.

Niendestørste i Europa
Aeroflot har i dag codeshare-aftaler med omkring 30 flyselskaber, hvoraf op imod halvdelen er fra SkyTeam-alliancen, som det russiske selskab også selv er medlem af.

I 2013 havde Aeroflot-gruppen 31,4 mio. passagerer ombord på sine fly, hvilket gjorde den russiske luftfartskoncern til den niendestørste i Europa foran SAS.