- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Aeroflot var mest punktlig i november

Aeroflot var i november måned verdens mest punktlige flyselskab. Det russiske flyselskab henviste SAS til andenpladsen.

Det statslige russiske flyselskab Aeroflot var tidligere kendt for forsinkelser, dårlig service og ældre russiske flytyper. Men selskabet fremstår i dag som et flyselskab med punktlighed og en moderne flyflåde.

Punktligheden dokumenteres i den senest opgørelse fra FlightStats, der har beregnet, at Aeroflot var verdens mest punktlige flyselskab i november måned. Det lykkedes endda det russiske flyselskab at overhale SAS, der blev henvist til en andenplads.

Målt på 21.919 operationer i november måned, var 93,22 procent af samtlige flyvninger rettidige, hvilket vil sige ankomst til gate eller fjernparkering senest 15 minutter efter tidtabellen.

Hos SAS blev der registreret 25.103 flyvninger, hvoraf 92,45 procent var med rettidig ankomst til destinationen, mens Austrian Airlines indtog tredjepladsen med 92,07 procent af 9.179 ankomster til tiden.

Mellemøsten-selskaber halter bagud
Såvel Aeroflot som SAS er placeret i kategorien “globale flyselskaber“, hvor 45 andre flyselskaber også optræder.

På listens bund finder man Pakistan International Airlines samt Air India, der kun er i stand til at gennemføre lidt mere end hver anden flyvning inden for tidtabellen.

De succesfulde mellemøstlige flyselskaber som Etihad Airways og Emirates imponerer ikke på punktligheden. Abu Dhabi-baserede Etihad Airways gennemførte 79 procent af 7.531 flyvninger til tiden, hvilket rakte til en plads som nummer 42 på listen, mens Emirates havnede i midterfeltet med næsten 82 procent af 14.670 flyvninger til tiden.

I Asien og Stillehavsområdet var Japan Airlines mest punktlig (91,95 %), mens Alaska Airlines indtog førerpositionen i Nordamerika (86,44 %).