- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air Canada-nødlanding på live-TV

En Boeing 767-300 fra Air Canada nødlandede mandag aften i Barajas-lufthavnen i Madrid efter at have beskadiget et hjul og en motor efter starten.

På live-TV i Spanien og Canada samt på Flightradar24.com fulgte tusindvis af seere og flyinteresserede en hændelse, der udspandt sig mandag eftermiddag og frem til de tidlige aftentimer.

En Boeing 767-300 fra Air Canada med 128 passagerer ombord lettede kl. 14.57 fra Madrid-Barajas lufthavnen med Toronto som destination. Kort efter opstarten fik flyet tekniske problemer, hvorefter piloterne anmodede om at returnere til den spanske hovedstadslufthavn.

Der blev rapporteret om skader på den ene motor, der måtte lukkes ned kort efter starten. Herudover var et hjul på landingsstellet også beskadiget under starten, hvilket blev bekræftet af et Boeing F/A-18 Hornet-kampfly, som det spanske flyvevåben sendte på vingerne. 

Flyet afbrød opstigningen i 5.000 fods højde, inden det efterfølgende steg til omkring 8.000 fod (2.440 meter, red.), hvor det skulle reducere vægten ved at cirkle over et område nordøst for lufthavnen ved at opbruge en stor mængde brændstof.

Flytrafik blev holdt tilbage
Efter at have cirklet i mere end fire timer, landede flyet kl. 19.07 sikkert i Madrid-Barajas på bane 32L, hvor et massivt opbud af brand- og redningskøretøjer holdt klar til at gribe ind. Samtidig var lufthavnen lukket for ind- og udgående trafik, mens nødlandingen stod på. Det resulterede i forsinkelser på mellem 30 og 60 minutter.

Det var dermed anden gang i løbet af mandagen, at flytrafikken blev generet i Europas sjettestørste lufthavn. Tidligere på dagen var lufthavnen også lukket i en rum tid som følge af rapporter om droneaktivitet i området.

Fly med omfattende hændelsesregister
Air Canada-flyet har registreringen C-GHOZ og er en 31 år gammel Boeing 767-300ER, som det canadiske Star Alliance-selskab fik leveret den 31. marts 1989. Flyet har også i en periode fløjet for brasilianske Varig.

Ifølge The Aviation Herald er det ikke første gang, at der har været problemer med det aldrende fly. Hele 11 hændelser er tidligere blevet registret fra 2008 til 2016, hvor et af tilfældene fra 2015 også handlede om et beskadiget hjul ved starten.

 

Relaterede artikler:

SAS-fly landede med punkteret dæk

Passagerfly i brand i Chicago-lufthavn

Dramatisk nødlanding i Istanbul