- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air China er landet i København

Første fly fra Air China landede onsdag morgen i Københavns Lufthavn, og flyet blev sendt retur til Beijing efter snoreklipning og taler.

Ved gate 37 i Københavns Lufthavn rullede onsdag morgen kl. 06.45 en Airbus A330-200 ind fra det kinesiske flyselskab Air China. Der var tale om premiereflyvningen på den nye rute mellem Beijing og København, som det kinesiske flyselskab fremover vil flyve fire gange om ugen.

Selve det officielle åbningsarrangement blev dog først gennemført i forbindelse med returflyvningen kl. 13.15. Her var der kinesisk løvedans efterfulgt at taler fra Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye, erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) samt Andy Hao, der er direktør for Air China i Danmark.

Det blev erhvervsministeren, der kl. 12.25 fik æren af at klippe snoren og dermed markere den nye Air China-rute for åbnet. Med den nye rute bliver det muligt at flyve 11 gange om ugen mellem den danske og den kinesiske hovedstad, da SAS i forvejen trafikerer ruten på daglig basis.

“Den nye Air China-rute bringer Danmark og Kina tættere sammen og forbedrer den direkte adgang til Danmark for både ferie- og forretningsrejsende,” sagde Brian Mikkelsen., der samtidig kunne glæde sig over, at ruten blandt andet har været en afløber af det dansk-kinesiske turismeår i 2017.

Eftertragtet kundegruppe
Sidste år kom flere end 110.000 købestærke kinesere til Danmark via Københavns Lufthavn, og den nye rute vil kunne medvirke til at øge antallet.

“Vi er stolte over at kunne åbne Air Chinas første direkte rute til den danske hovedstad. Den nye rute fra Beijing til København vil give turister og forretningsrejsende bedre muligheder og styrke samarbejdet mellem vores to nationer,” lyder det fra Andy Hao, der er direktør for Air China i Danmark.

I Københavns Lufthavn gør man rigtig meget for, at kinesiske turister skal føle sig velkommen, da de i gennemsnit bruger væsentligt flere penge i lufthavnen end andre kundegrupper.

“Udover at have kinesiske guider og skilte i lufthavnen og en kinesisk version af vores app har vi fået et samarbejde i gang med Kinas svar på Tripadvisor, DianPing. Og så er butikkerne herude i samarbejde med NETS om at kunne tilbyde de kinesiske rejsende at betale via Alipay – en betalingsapp, som benyttes af flere end 500 millioner kinesere,” forklarer Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye.

Den nye Air China-rute vil sammen med SAS-ruterne til Beijing og Shanghai samt en ny sæsonrute med Cathay Pacific til Hong Kong styrke forbindelserne mellem Danmark og Kina. Herudover har Sichuan Airlines planer om i august at åbne en rute fra Chengdu til København, så CPH kan se frem til øget passagervækst fra verdens folkerigeste land med omkring 1,4 milliarder mennesker.

 

Relaterede artikler:

Air China justerer København-rute før start

SAS i tænkeboks efter Air China-indtog

Star Alliance-selskab åbner København-Beijing