- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air France KLM i vækst

Et af verdens største luftfartsselskaber, Air France KLM, melder om forsigtig fremgang. I juli 2010 steg passagertallene med 1,2 % og samtidig gik luftfragten også frem. Kabinefaktoren steg ligeledes og samlet fløj næsten 7 millioner passagerer med selskabet.

Air France KLM har rapporteret om forsigtig fremgang med de seneste trafiktal. I juli 2010 noterede det fransk-hollandske fusionsprodukt en stigning i passagertallene på 1,2 %.

Stigningen i antallet af passagerer kom med stort set uændret kapacitet og derfor øgede Air France KLM kabinefaktoren med 1,1 %-point til meget respektable 86,2 %.

I alt fløj selskaberne med 6,9 millioner passagerer i juli måned.

Som i de foregående to måneder steg den såkaldte unit revenue per available seat kilometer (RASK) betydeligt i forhold til den samme periode året før. Årsagen var en bedring i markedet for både Premium og Economy billetterne.

På de lange ruter noterede selskabet sig især en pæn fremgang på destinationerne til Asien og USA. Isoleret set steg trafikken på ruterne til Asien med 5,1 % og da kapaciteten her kun blev øget med 2,4% steg kabinefaktoren til hele 90,1 %.

For de europæiske mellemdistanceruter faldt trafikken med 1,4 %, men da man foretog yderligere nedskæringer af kapaciteten kunne kabinefaktoren her øges med 2,4 %-point til 79,1 %.Det er det højeste tal siden fusionen af Air France og KLM i 2004.

Ifølge selskabet skyldes fremgang dels lidt bedre konjunkturer, dels en stram styring af kapciteten.

Også for luftfragten blev kapaciteten reduceret, mens mængderne steg og dermed blev load faktoren øget.

Air France-KLM S.A. er resultatet af fusionen i 2004 mellem Frankrigs og Nederlandenes nationale flyselskaber Air France og KLM. Selskabet har hovedkvarter i Charles de Gaulle Airport nær Paris, og er noteret på Euronext. Målt på omsætning og antal passagerkilometer er det et af verdens største luftfartsselskaber.