- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air France-KLM vil sende nye mellemdistancefly i udbud

Air France-KLM skal forny flåden af mellemdistancefly hos koncernens fire flyselskaber, og det forventes, at alle større flyproducenter vil deltage i udbuddet.

Det er tid til nyt hos en europæisk flymastodont.

Den fransk-hollandske luftfartskoncern Air France-KLM har nemlig besluttet at skifte sin flåde af mellemdistancefly ud, og arbejdet bliver sat i værk i disse dage.

Koncernen vil nemlig allerede i første kvartal af 2018 sende nye mellemdistancefly i udbud, og går alt efter planen, skal der tages beslutning om køb inden udgangen af indeværende år. Det har koncernchef hos Air France-KLM, Jean-Marc Janaillac, udtalt under en høring i det franske senat, skriver ch-aviation.

Han har annonceret, at alle de store flyproducenter vil blive inviteret med i udbuddet. Europæiske Airbus, amerikanske Boeing, canadiske Bombardier samt brasilianske Embraer kan derfor alle se frem til at indgå i forhandlinger med luftfartsselskabet.

Nye fly i fire selskaber
Der er behov for nye mellemdistancefly til alle fire flyselskaber i koncernen. De to største, Air France og KLM, og de to mindre datterselskaber, lavprisflyselskaberne Transavia Airlines og HOP!.

Ch-aviation vurderer, at udskiftningen af mellemdistancefly omhandler flyene med mindst 100 sæder.

Air France-KLM-koncernen har i dag mellemdistancefly fra forskellige flyproducenter. Air France opererer med 18 Airbus A318-100, 38 A319-100, 42 A320-200, fem A321-100 samt 15 A321-200. KLM’s flåde af mellemdistancefly består af 18 Boeing 737-700, 27 B737-800, fem B737-900, og KLM Cityhopper opererer med 30 Embraer E190.

HOP! har 14 CRJ-1000ER, 10 Embraer E190, mens Transavia råder over otte B737-700 og 31 B737-800. Transavia France har yderligere 24 B737-800.

 

Relaterede artikler:

Piloter kritiserer navn på nyt Air France-flyselskab

Air France-KLM og easyJet byder samlet på Alitalia

Air France vender tilbage til Taipei

KLM Cityhopper køber 17 nye fly

EasyJet og Transavia maler fly om