- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air Greenland skal flyve chartergæster

Air Greenlands store Airbus A330-fly skal til vinter flyve chartergæster til De Kanariske Øer.

Charterferien er kendt for rigtig mange positive ting, men benplads på flyet er ikke en af dem. Det retter Apollo nu op på i samarbejde med Air Greenland. På ruten mellem København og Fuerteventura vil chartergæster således blive transporteret med manér med Air Greenlands Airbus 330-200 hele vintersæsonen.

Flyet har plads til 278 passagerer og skal tage 26 søndags-rundture med Apollo-gæster mellem København og Fuerteventura fra den 25. oktober og frem til påsken næste år.

”Ruten mellem København og Fuerteventura er allerede utroligt populær blandt mange af vores rejsende. Nu tilfører vi det lille ekstra, som gør, at rejsen til og fra øen bliver mere attraktiv, og så selve rejsen bliver en hel oplevelse i sig selv,”forklarer Glenn Bisgaard, kommunikationschef for Apollo.

Helt ny måde
30 af de 278 passagerer kommer til at kunne sætte sig til rette på Air Greenlands Business class.

”Vi kommer til at tilbyde charterbranchen bedste Business Class med hele 137 cm mellem sæderne, mulighed for at medbringe 30 kg bagage, to stykker håndbagage, brunch på udrejsen og meget mere. Jeg tror på, at det kommer til at sætte helt nye standarder, og at vi hermed tager hul på en helt ny måde at gøre charter på,”forklarer Glenn Bisgaard.

Air Greenlands ene Airbus A330-fly anvendes primært på ruten mellem Kangerlussuaq og København. I den kommende sommer skal den dog flyve fem rundture mellem Kangerlussuaq og Hamborg for en tysk charterarrangør med passagerer og besætningsmedlemmer til krydstogtskibe.