- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air Greenland skal nedlægge 45 stillinger

Air Greenland mister en årlig omsætning på 75 mio. kroner efter at have tabt et udbud om flyvninger i Sydgrønland og Disko-regionen.

De rejsende i Sydgrønland og i området omkring Diskobugten skal til at sejle meget mere end de gør i dag. Det får konsekvenser for Air Greenland, der mister kontrakten med det grønlandske selvstyre om trafikbetjeningen i områderne, ligesom selskabet heller ikke skal flyve til Ittoqqortoormiit.

Det betyder umiddelbart, at Air Greenland mister 75 mio. kroner om året i omsætning og 45 Air Greenland-ansatte bliver i overskud.

”Vi kommer til at lukke vores stationer i Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik. Og det kommer til at gå ud over blandt andet lastefolk og stationsfolk. Derudover vil situationen også påvirke en række stillinger i Nuuk, da vi for eksempel også får mindre vedligehold på helikopterne,” siger koncernchef Michael Højgaard fra Air Greenland til den grønlandske avis Sermitsiaq.

Han understreger dog overfor avisen, at der ikke bliver tale om 45 afskedigelser, da virksomheden så vidt muligt vil forsøge at omplacere de berørte personer.

Styrke konkurrencedygtighed
Det grønlandske selvstyre uddelte i sidste uge i alt 11 servicekontrakter på transport fra 1. januar 2017 og fem år frem. Air Greenland vandt kun seks af de 11 servicekontrakter, som selskabet ellers har siddet på. Med de tilbageværende kontrakter skal Air Greenland fortsat betjene Qaanaaq, Upernavik, Uummannaq samt Østgrønland på de regionale ruter.

Parallelt med tilpasningen til livet uden de fem tabte servicekontrakter, så fortsætter Air Greenland med at styrke selskabets konkurrencedygtighed. I dag er selskabet alene om at flyve indenrigsruter på Grønland samt mellem Kangerlussuaq og København. Eneste andet flyseskab med fast rute til og fra Grønland er Air Iceland.

Flere aktører har gennem flere år arbejdet på at bryde Air Greenlands monopol på indenrigstrafik, men det er endnu ikke lykkedes.

 

 

Relaterede artikler:

Air Greenland pensionerer arbejdshest

Endnu et grønlandsk flyselskab i støbeskeen

Udsigt til kamp om Grønlands-flyvninger