- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Air Greenland vil nedlægge op til 100 stillinger

Hver femte medarbejder hos Air Greenland skal afskediges som et led i en spareplan for at få flyselskabet sikkert gennem coronakrisen.

Air Greenland begynder efterhånden at mærke de økonomiske effekter af coronakrisen. Der har ikke været passagerflyvninger mellem Grønland og Danmark siden den 18. marts, og den kommende højsæson er i fare, hvilket for alvor kan komme til at sætte det grønlandske flyselskab under pres.

Da Air Greenland samtidig forventer, at efterspørgslen vil udvikle sig negativt i resten af 2020 og i 2021, så bliver det nødvendigt at tilpasse organisationen for at sikre selskabets overlevelse.

I første omgang vil flyselskabet nedlægge mellem 75 og  100 stillinger ud af samlet omkring 540 i hele koncernen.

“Det er en smertefuld beslutning, men alligevel nødvendig, for at vi fortsat kan binde Grønland sammen på en sikker og effektiv måde uden at skulle bede om hjælp fra landskassen og uden at skulle skrue priserne unødigt op. Vi går en længere fremtid i møde med en forventelig lav efterspørgsel og derfor er vi nødt til at sikre indtjeningsevnen i dette nye marked. Dernæst skal vi være trimmet til at imødegå konkurrence fra andre selskaber når vi kommer på den anden side af denne situation,” siger Jacob Nitter Sørensen, der er administrerende direktør hos Air Greenland.

225 millioner kroner i besparelser
Hos Air Greenland kalder man coronakrisen for den største udfordring i selskabets historie, og der skal findes i alt 225 millioner kroner i besparelser.

Selvom medarbejderne allerede har hjulpet Air Greenland ved at udskyde en andel af deres lønudbetaling fra marts og i de kommende måneder, er det tilsyneladende ikke nok til at få flyselskabet sikkert gennem krisen, så der også er et grundlag at fortsætte på, når efterspørgslen bliver normaliseret.

“Vi må beskytte og opretholde vores operation i den kommende tid, og så skal vi være klar til at skalere op når efterspørgslen stiger igen. Det er sørgeligt at skulle opsige dygtige og engagerede medarbejdere der i mange år har knoklet for virksomheden og kunderne, og jeg håber inderligt at vi med denne tilpasning kan sikre at markedet hurtigere normaliseres, så vi igen kan byde velkommen tilbage til de opsagte medarbejdere,” lyder det fra Jacob Nitter Sørensen.

Air Greenland oplyser, at processen gennemføres i tæt samarbejde med de ansattes faglige organisationer. Herudover vil selskabet arbejde på at tilbyde frivillig orlov, ligesom  ubesatte stillinger heller ikke vil blive genbesat.

 

Relaterede artikler:

“Jeg har aldrig fløjet så langt før”

CPH-Nuuk nonstop på otte timer i Dash-8

Air Greenland er klar med krisepakke