- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

​AirBaltic ind på chartermarkedet

Lettiske airBaltic vil med SunCharters nye ruter fra Aalborg lufthavn for første gang flyve charteroperationer.

SunCharter kunne i fredags løfte sløret for fire nye charterdestinationer fra Aalborg Lufthavn. To af disse starter op i april næste år til Kreta og Rhodos. Kreta vil få en rundtur fra Aalborg på lørdage og Rhodos får rundturen på søndage. SunCharters gæster kommer til at sætte sig til rette ombord på fly fra lettiske airBaltic. Et selskab, der ikke før har fløjet seriecharter.

”Vi fik kendskab til, at airBaltic havde noget ledig kapacitet og tog derfor kontakt til dem,” fortæller administrerende direktør i SunCharter, Søren Kjellerup, der selv har været i Riga for at forhandle med airBaltic.

”Det er første gang airBaltic kommer til at flyve charter og vi er meget tilfredse med aftalen. Samtidig vil dette være en fordel for vores passagerer, som nu kan flyve med en maskine som til daglig benyttes til ruteflyvninger og derfor har bedre benplads og komfort,” fortsætter Søren Kjellerup.

Han fortæller videre, at flyets indretning vil blive i et SunCharter ”univers” med blandt andet nakkestøtter i SunCharter-farver og små forfriskninger, ligeledes i selskabets brand.

”For SunCharter er det vigtigt, at vores rejsende skal føle, at de flyver med en dansk operatør, så der vil, helt eller delvist, være dansktalende kabinepersonale ombord på alle flyvninger for os,” siger Søren Kjellerup til CHECK-IN.dk.

Wet lease
Der vil være tale om en wet lease-operation, hvor airBaltic står for fly, besætning, brændstof og forsikringer. Flyvningerne til Kreta og Rhodos vil blive betjent med en af airBaltics Boeing 737-300 maskiner, der har kapacitet til 144 passagerer. En flytype airBaltic, i tillæg til sine 737-500, vil skifte ud med nye CS300 fly fra Canadiske Bombardier i løbet af 2017.

På spørgsmål til lufthavnsdirektør i Aalborg Lufthavn, Søren Svendsen, om flyet fra airBaltic vil foretage øvrige operationer i forbindelsen med ankomst og afgang fra lufthavnen siger han, at som det ser ud nu, så vil flyene komme tomme til og fra Aalborg inden og efter flyvningerne for SunCharter.

SunCharters to øvrige destinationer fra Aalborg til Alanya (Antalya lufthavn) i Tyrkiet og Golden Sands (Varna lufthavn) i Bulgarien flyves af henholdsvis Jet Time og Primera Air.