- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airberlin beder om kontroversiel nødhjælp

Milliardunderskud og negativ egenkapital får airberlin til at bede storaktionær Etihad fra Abu Dhabi låne dem 2,2 mia. kroner. Et lån, der ikke skal indfries og kan være på kant med EU-reglerne.

Efter at have udskudt offentliggørelsen flere gange, kunne Tysklands næststørste flyselskab, airberlin, søndag fremlægge sit årsregnskab for 2013. Det viste en omsætning på 30,8 mia. kroner og et dundrende underskud på over 1,7 mia. danske kroner. Det har resulteret i at selskabet ved årets udgang havde en negativ egenkapital på over 1,3 mia. kroner. Ved siden af det havde selskabet dog også likvid kapital for over 1,6 mia. kroner og en delvist udnyttet kreditfacilitet på 650 mio. kroner.

For at klare sig igennem de økonomiske vanskeligheder vil airberlin skaffe 450 mio. euro, svarende til over 3,3 mia. danske kroner, i frisk kapital. Udstedelse af nye 5-årige obligationer skal skaffe 1,1 mia. kroner til den slunkne pengekasse.

De øvrige 2,2 mia. kroner har airberlin tænkt sig skal komme fra luftfartsselskabet Etihad, der har hjemme i olieemiratet Abu Dhabi langs Den Persiske Golf. Etihad ejer i dag knap 30 procent af airberlin. Reglen om at ikke-europæiske selskaber højest må eje 49 procent af et europæisk luftfartsselskab betyder, at Etihad agter at skyde pengene ind i airberlin ved at yde selskabet de 2,2 mia. kroner som et lån. Dermed øges Etihads ejerandel ikke formelt. Lånet får dog uendelig løbetid og den lånetype anses derfor næsten som det samme som aktieandele i et selskab.

Tage sagen op
EU-Kommissionen vil med stor sandsynlighed kigge særdeles kritisk på engagementet med Etihad, som blev annonceret samtidig med regnskabsfremlæggelsen søndag. Aftalen om et lån skulle sandsynligvis på plads inden regnskabet kunne offentliggøres. Hvis ikke EU-Kommissionen tager sagen op af egen drift, så vil airberlins konkurrenter med stor sandsynlighed kraftigt opfordre dem til at gøre noget. Om det bliver hjemmemarkedskonkurrenten Lufthansa eller sammenslutningen af europæiske lavprisselskaber, der går i brechen mod Etihad som airberlins gavmilde mæcen, vil tiden vise.

Katastroferegnskabet kommer efter at airberlin allerede har været gennem massive omstruktureringer. Men det har tilsyneladende ikke været nok, og nu ansætter selskabet en særlig koncerndirektør med ansvar for omstrukturering.

Definere sig selv
Flere iagttagere peger på, at airberlin har et grundlæggende problem med at definere sig selv som selskab. Oprindeligt var selskabet et lavprisselskab på linje med Ryanair, easyJet og Norwegian. Men for et par år siden valgte man i stedet at definere sig selv som et traditionelt netværksselskab på linje med SAS, Lufthansa og Finnair. Det betød blandt andet, at selskabet blev optaget i oneworld-alliancen. Med en flyflåde med flere forskellige flytyper af varierende størrelser, langdistanceruter og transfertrafik levede selskabet heller ikke op til lavprisselskabernes traditionelle mantra om kun at have én flytype, ingen transfer og total uafhængighed af alliancer og samarbejder.

I stedet tilbyder man på mange ruter et produkt magen til netværksselskabernes. Mange daglige frekvenser, stor billetfleksibilitet og andre services målrettet forretningsrejsende. Samtidig flyver selskabet stadig charter og konkurrerer intenst med lavprisselskaberne på især trafikken mellem spanske soldestinationer og Tyskland. Og endelig satser man på langdistanceflyvninger til USA med fly, der også har business class ombord. Altså samlet set et produktudbud og et strategisk fokus, der stikker i mange forskellige retninger.

I forhandlinger med Alitalia
Airberlin er ikke Etihads eneste europæiske engagement. Selskabet har således ejerandele i irske Aer Lingus og serbiske Air Serbia, som tidligere hed JAT Airways. Det blev dog fornylig, på Etihads initiativ, ændret. Samtidig fik selskabet nye farver på flyene.

Mest markant er Etihads engagement i det schweiziske regionalflyselskab Darwin Airlines. Det markedsføres under navnet Etihad Regional og er ved at opbygge et net af europæiske feederruter ind til Zürich og Etihads forbindelse til Asien og Afrika via Abu Dhabi.

Endelig er Etihad i forhandlinger med Alitalia om at erhverve en 40 procents ejerandel i det skrantende italienske netværksselskab. Hvis den transaktion bliver til noget vil den uden tvivl også blive gransket nøje af EU-Kommissionen.