- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Airberlin beundrer SAS

SAS' arbejde med at komme på rette fode, vækker beundring hos airberlin. Tyskerne er ikke bange for at kopiere tiltagene.

SAS er ikke det eneste europæiske flyselskab, der slås med at nedbringe sine omkostninger for at kunne være så konkurrencedygtig som muligt. Det står øverst på dagsordenen hos rigtig mange flyselskaber. Forskellen er blot, at SAS har sat ekstra blus under arbejdet og skåret organisationen ekstra hårdt til, da alternativet ellers havde været, at selskabets bankforbindelser havde smækket kassen i og selskabet var gået konkurs.

De seneste tal fra SAS viser, at arbejdet ser ud til at bære frugt, mindre end et år efter at den store 4ExcellenceNextGeneration-spareplan blev søsat. Det kunne tydeligt aflæses i det kvartalsregnskab og de trafiktal for august, som SAS offentliggjorde i sidste uge.

Kigger nøje med
SAS’ bedring bliver bemærket på direktionsgangene hos airberlin, der ligesom SAS opererer som netværksselskab på omtrent samme markeder. Desuden har de to selskaber begge en flåde med fly i mange størrelser – og ikke kun én flytype, som der er tradition for hos rendyrkede lavprisselskaber.

”SAS er i gang med en bemærkelsesværdig tilbagevenden. Og vi kigger nøje på hvad de gør,” forklarer Paul Gregorowitsch, salgsdirektør i airberlin, til CHECK-IN.dk.

”Vi vil hellere stjæle en god idé, end selv at finde på en dårlig idé,” fastslår Paul Gregorowitsch.

Kludetæppe
Airberlins udfordring har de senere år især været, at selskabet er en fusion af en række selskaber med vidt forskellige markedstilgange. Det oprindelige airberlin definerede sig selv som et europæisk ”semi-lavprisselskab” med et serviceniveau over lavpriskonkurrenternes, men under netværksselskabernes. I 2006 købte selskabet det tyske indenrigsselskab dba og i 2007 kastede man sin kærlighed på charterflyselskaber LTU, der var stærk inden for oversøisk leisuretrafik.

I 2011 fik man fuld kontrol over østrigske NIKI. At finde hoved og hale i dette kludetæppe af vidt forskellige selskaber har været en stor mundfuld for airberlin. I dag er de tre tyske selskaber blevet til ét, mens NIKI fungerer som et selvstændigt datterselskab.