- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airberlin i USA-konkurrence med SAS

Airberlin åbner nye USA-ruter og øger betjeningen af andre USA-ruter. Dermed får SAS og Norwegian øget konkurrence.

Det tyske flyselskab airberlin forbereder en storoffensiv i foråret 2017 på markedet for flyvninger mellem Europa og USA. Således har selskabet annonceret tre nye USA-ruter og øget betjening af fire eksisterende USA-ruter fra sine to baser i Berlin Tegel og Düsseldorf.

Airberlin har direkte forbindelse til Berlin Tegel fra Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn samt direkte flyvning fra København til Düsseldorf. Det gør det nemt for rejsende at flyve med airberlin mellem Danmark og USA via Berlin og Düsseldorf. USA-offensiven vil derfor øge presset på SAS’ og Norwegians USA-ruter fra Københavns Lufthavn.

Fire gange om ugen
Den 1. og 2. maj åbner airberlin to nye ruter fra Berlin Tegel til San Francisco og Los Angeles. Selskabet planlægger at flyve på ruterne henholdsvis fire og tre gange om ugen med Airbus A330-200 fly. Airberlin flyver i forvejen til San Francisco fra Düsseldorf og fløj mellem Berlin Tegel og Los Angeles i en periode frem til oktober 2013.

SAS flyver fra København til San Francisco, mens Norwegian flyver fra CPH til Los Angeles.

Den 6. maj åbner airberlin en ny rute mellem Düsseldorf og Orlando i Florida med fire ugentlige flyvninger med Airbus A330-200. Norwegian flyver mellem København og Orlando.

Fra vinterrute til helårsrute
Ved siden af de tre nye ruter skruer airberlin op for betjeningen af fire eksisterende USA-ruter. På ruten mellem Berlin Tegel og New York øges betjeningen fra starten af maj fra syv til 10 ugentlige flyvninger med Airbus A330-200 fly. Den daglige eftermiddagsafgang fra Berlin suppleres med en aftenafgang mandag, fredag og søndag. Ruten fra Berlin til Miami går fra at være en vinterrute til at blive en helårsrute med tre ugentlige flyvninger.

SAS flyver 12 gange om ugen mellem København og New York. I slutningen af september i år begynder SAS at flyve fire gange om ugen mellem CPH og Miami.

Airberlin har trafikknudepunkter i både Berlins aldrende Tegel-lufthavn og i lufthavnen i Düsseldorf. Herfra flyver man blandt andet til Boston og San Francisco. Fra starten af maj øges betjeningen af de to ruter fra fire og fem ugentlige flyvninger til syv ugentlige flyvninger på begge ruter. Også her flyves med Airbus A330-200. Ikke overraskende, da det er selskabets eneste langdistanceflytype.

SAS flyver dagligt mellem Københavns Lufthavn og Bostons Logan-lufthavn, mens Norwegian flyver en gang ugentligt på ruten.

 

 

Relaterede artikler:

Airberlin: Mest benplads til USA

Airberlin med fire nye oversøiske ruter

Lufthansa dropper USA-rute

Airberlin på vej mod 500.000 passagerer i Danmark

Airberlin beundrer SAS