- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Airbus også verdens største flyproducent i 2020

Airbus overhaler for andet år i træk Boeing som verdens største flyproducent. Airbus kommer i år til at levere næsten fem gange så mange fly som Boeing.

Airbus overtog sidste år førstepladsen som verdens største flyproducent foran Boeing, og i år kommer den europæiske flyproducent igen til at slå den amerikanske rival. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Boeing har ellers i mange år indtaget tronen som verdens største flyproducent, men de mange problemer med det ulykkesramte Boeing 737 MAX-fly, som fik flyveforbud i 2019, har sammen med coronapandemien betydet en stor nedgang i både produktionen og antallet af leverancer hos Boeing.

Airbus er dog heller ikke upåvirket af pandemien, og antallet af flyleverancer fra den europæiske koncern vil i år sandsynligvis falde med 35 procent i forhold til 2019, skriver Reuters.

Op til 560 fly i år
Ifølge kilder i branchen forventer Airbus at levere 550-560 fly til kunderne i år, efter at man i ugen op til jul nåede op over 520 leverancer. Det er langt over niveauet hos Boeing, som indtil udgangen af november kun havde leveret 118 fly til kunderne i år.

I 2019 nåede Airbus at levere 863 kommercielle fly mod 800 fly året før. Boeing sendte derimod kun 380 kommercielle fly afsted til kunderne i 2019.

Alene i december sidste år leverede Airbus over 100 fly til kunderne, men den rekord ser ikke ud til at blive slået i år, selv om flyproducenten også i år har fuld gang i produktionen på fabrikker rundt om i Europa.

”Vi fortsætter med at levere for fuld damp og vil fortsætte med det i løbet af juleferien,” siger en talsmand for Airbus, som derudover ikke vil kommentere detaljer omkring antallet af flyleverancer.

De sidste A380’ere
Efter et helt års pause i leveringen af A380-fly til Emirates, har Airbus i december leveret to A380’ere til det mellemøstlige selskab, som er verdens største operatør af dobbeltdækkerflyet.

Airbus mangler i alt at levere seks A380-fly til kunderne, inden det er helt slut med den opsigtsvækkende flytype, som Airbus blot har produceret i 15 år. Den allersidste Airbus A380-800 rullede ud af samlehallen på produktionsanlægget i Toulouse i september i år, og er ligesom de øvrige fem fly ved at blive færdiggjort til levering.

 

Relaterede artikler:

Airbus slog Boeing eftertrykkeligt

Sidste A380 ude af samlehallen

Onsdag flyver Boeing 737 MAX igen