- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Al Jazeera skaber debat om SAS

En video fra Al Jazeera-mediet AJ+ har på de sociale medier sat fokus på SAS, der stillede en muslimsk jobansøger valget mellem et job eller at smide hovedtørklædet.

Et videoklip fra Al Jazeera-mediet AJ+, der anklager SAS for diskrimination, florerer i øjeblikket på de sociale medier. På Facebook og Twitter har omkring 2,5 mio. mennesker over hele verden set beretningen om den 23-årige Aye Alhassani, der søgte et job som trafikassistent hos SAS i Stockholm.

Den unge muslimske kvinde havde tilsyneladende ikke sat sig ind i, at der er uniformsregler hos et flyselskab, så hun blev meget overrasket, da hun efter samtaleforløbet fik at vide, at hvis hun ønskede ansættelse, måtte det ske uden at bære det særlig hovedtørklæde, der kaldes en hijab.

“Jeg blev virkelig chokeret og vred på samme tid, da jeg ikke troede, at en stor virksomhed som SAS ville stå for en politik, der er så diskriminerende,” siger Aye Alhassani i videoen.

Som en del af rekrutteringsprocessen sendte hun en videooptagelse af sig selv samt deltog i et gruppeinterview med de øvrige ansøgere.

“Jeg spurgte dem, hvorfor de (SAS, red.) tog mig gennem alle disse faser, hvis de vidste at jeg bar hovedtørklæde, og at det var deres politik. De fortalte mig, at de ønskede, at jeg selv skulle træffe valget. Men havde jeg vidst det noget tidligere, ville jeg slet ikke have søgt jobbet,” lyder det fra den unge kvinde, der fik valget mellem hovedbeklædning eller et job i SAS.

Ingen religiøse symboler
På baggrund af den meget omtale af sagen har SAS valgt at udsende en pressemeddelelse, hvori selskabets uniformspolitik for selskabets flere end 11.000 ansatte i luften og på jorden er præciseret.

“Politikken omfatter alle vores medarbejdere uanset religion, kultur eller ideologi. SAS-uniformen følger en neutral, ensartet visuel identitet og omfatter ikke andre beklædningsgenstande, tilbehør eller politiske, religiøse eller nogen anden form for symboler. SAS har en ensartet politik for uniformer for fly- og kabinepersonale, hvor sikkerhed, som altid i SAS, kommer først. Til flyvende besætningsmedlemmer, bør der ikke være beklædningsgenstande eller tilbehør, der reducerer syn eller hørelse og dermed muligheden for at hjælpe passagererne i en nødsituation,” hedder det i pressemeddelelsen.

SAS lægger stor vægt på at understrege, at selskabet er åbent for alle ansøgere, uanset køn og religion. Men samtidig henviser selskabet til en generel EU-afgørelse i spørgsmålet om hovedbeklædning og andre religiøse symboler.

“En nylig afgørelse i EU har fastslået, at det ikke er forbudt eller diskriminerende, når en virksomhed har en uniformspolitik og regler, der eksempelvis ikke omfatter brugen af synlige politiske, filosofiske eller religiøse symboler,” lyder det fra pressechef Fredrik Henriksson fra SAS i Sverige.

Den muslimske kvindes sag får ikke meget opbakning på de sociale medier. Der er i overvejende grad stor forståelse for, at en virksomhed som SAS skal have en uniformspolitik, og det opfattes på ingen måder som diskriminerende, når det er alle ansatte, der må følge politikken og ikke blot enkeltindivider. En del brugere er dog af den opfattelse, at SAS har et ansvar omkring tidligt i ansættelsesprocessen at tydeliggøre sin uniformspolitik, mens den unge muslimske kvinde også har et ansvar for at sætte sig ind i forholdene og gøre sin holdning klar for en eventuel kommende arbejdsgiver.

 

Relaterede artikler:

SAS pifter uniform op med mørkeblå farver

Protest mod nye SAS-uniformer

Her er de nye SAS-uniformer

Vrede over sikkerhedskontrol af muslimske kvinder