- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Alle gates får nye navne i Oslo

Natten til 1. marts ændres navne på alle gates i Oslo Lufthavn, og de rejsende i lufthavnen skal derfor være ekstra opmærksomme, når de skal finde deres fly.

Er man hyppigt rejsende til og fra Oslo Lufthavn ved Gardermoen, så skal man være ekstra opmærksom fra tirsdag den 1. marts. Fra den dag vil alle lufthavnens 50 gates nemlig hedde noget andet, end de gør i dag.

I dag er gates’ene alene navngivet med tal. Gate 1-29 er til indenrigsflyene, og gates 30-59 er til udenrigsflyene. Men fra 1. marts kommer der bogstaver foran numrene. Enkelte indenrigsgates vil beholde samme nummer som i dag, blot med et A foran, men de fleste gates vil få nye navne.

Fordobling af lufthavnskapacitet
Ændringerne sker som et led i en proces, der skal gøre klar til den kommende udvidelse af den norske storlufthavn.

”Oslo Lufthavn bliver mere end fordoblet i kapacitet fra april 2017 når den nye finger åbner. Derfor foretager vi allerede nu disse ændringer for at forberede udvidelsen. Dette vil fremadrettet give vores passagerer mere overblik”, fortæller kommunikationschef ved Oslo Lufthavn, Joachim Westher Andersen, til CHECK-IN.dk

Joachim Wester Andersen siger videre at lufthavnen har mange faste rejsende, og selv om mange af disse er rejsevante, er man forberedt på, at ændringen kan skabe forvirring. Nye skilte og ekstra personale skal afhjælpe dette.

”Vi har et samarbejde med luftfartsselskaberne, og vi sætter selv rigeligt med ekstra personale ind i den første tid for at hjælpe og vejlede. Ingen ansatte skal være i tvivl om hvor passagerene skal hen og skal kunne bistå dem hurtigt”, fortæller Joachim Westher Andersen.

Indvies i 2017
A- og B-gates’ene bliver til indenrigsfly, mens E og F bliver til udenrigsflyene til henholdsvis Schengen og non-Schengen destinationer. Gates’ene med C og D foran kommer til at ligge i lufthavnens kommende nye nord-finger og vil blive brugt til både indenrigs- og udenrigsfly.

27. april 2017 er den officielle åbningsdato for den “nye Oslo Lufthavn“, men allerede i år vil de rejsende opleve udbygningen tættere på kroppen end tidligere. Det kan betyde, at det bliver mere støj og noget mindre plads for dem der skal ud at rejse.

Fakta: Kort med oversigt over nye gatenumre.