- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Alsie Express øger med over 50 procent

Ny kampagne har været med til at skabe stor vækst i juli på Alsie Express’ rute mellem Sønderborg og København. Også ny Bornholm-rute er succesfuld.

En vækst på 52 procent.

Det er realiteten for Alsie Express-ruten mellem Sønderborg og København i juli i forhold til samme måned sidste år.

Alsie Express havde over 4.400 passagerer på ruten i juli, og de mange sommerglade rejsende har sendt belægningsgraden i vejret.

”I juli har vi haft en load factor på 70 procent imod 42 procent i juli sidste år. Så vi er rigtig godt tilfredse med juli i år. Det har været en succes,” siger Lone Marie Koch, administrerende direktør i Alsie Express, til CHECK-IN.dk.

Den store succes på ruten mellem Sønderborg og København hænger sammen med, at Alsie Express op mod sommeren lancerede en kampagne ved navn ”Flyv fire sammen”. Den tager afsæt i at få flere familier og mindre grupper til at rejse imellem de to byer med de 64-sæders ATR72-fly fra det Sønderborg-baserede selskab.

Alsie Express lever primært af forretningsrejsende mellem Sønderborg og København, men kampagnen var således et forsøg på at få flere privatrejsende med flyene i særligt sommerperioden. Kampagnen begyndte i uge 27 og løber til og med uge 33. Prisen for en gruppe på minimum tre-fire personer er 1.368 kroner tur/retur mellem Sønderborg og København.

Også stærk august
Kampagnen fortsætter dermed indtil søndag den 19. august. Og successen har fået Alsie Express til at overveje en fortsættelse af tilbuddet.

”Vi evaluerer på kampagnen, men med de erfaringer, vi har gjort os, vil vi rigtig gerne blive ved. På nuværende tidspunkt kan vi på det fremadrettede salg se, at vi får vækst i august sammenlignet med sidste år. Det kendskab til ruten, som billettilbuddet har skabt, fortsætter ind i august med et positivt momentum,” siger Lone Marie Koch.

”Vi vil være det naturlige transport-valg, hvad enten man skal til København, eller skal rejse videre ud i verden med vores partnerselskaber.”

15 procent af de minigrupper, Alsie Express har haft på ruten i juli, er fra Sjælland. Et kundesegment, som flyselskabet gerne ser stige om bord på flyene også i fremtiden. Men flyselskabet har også haft flere kunder fra Haderslev, Tønder og Nordtyskland. 58 procent af kunderne i juli kom fra byer uden for nærområdet.

Stor succes til Bornholm
Alsie Express har også haft markant succes med den nye rute mellem Sønderborg og Bornholm, der især henvender sig til private rejsende. Første flyvning var den 2. juli, og sidste rotation er sat til den 10. august. I alt er der 10 forbindelser i perioden.

”Ruten har været en test, men vi kan kun bekræfte, at testen har været en succes. Den har klart oversteget vores forventninger. Vi kan ikke endeligt sige, hvor mange passagerer vi har. Ruten kommer tilbage næste år, og det er vi rigtig glade for,” fortæller Lone Marie Koch.

”Vi er blevet taget godt imod på Bornholm, og vores primære gæster har også her været familierne. Ruten har skabt et kendskab til, at man skal have indenrigsflyet med i sine overvejelser, når man skal rejse enten til Bornholm eller København.”

Overvejer flere fly
Alsie Express råder over to ATR72-500-fly, der begge er letgenkendelige med den helt sorte farve. Det ene fly opererer på ruten mellem Sønderborg og København, og det andet flyver ad hoc-charter for sportsklubber, virksomheder og en masse andre. Ligesom flyet betjener Bornholm-ruten denne sommer.

Sommerens store succes på de to ruter har også kun bekræftet flyselskabet i, at der er potentiale for at udvide forretningsområdet og erhverve sig flere fly.

”Vi arbejder på at få et tredje fly, men det er for tidligt at sige noget konkret. Vi går ikke ud og køber et fly og så håber på en opgave. Vi er nødt til at have opgaven, før vi køber flyet. Men vi vil gerne have et tredje fly,” siger Lone Marie Koch.

 

Relaterede artikler:

Alsie Express bejler til privatrejsende

Alsie Express og FPU i konstruktivt møde om overenskomst

Alsie Express flyver til Aalborg og Aarhus

Alsie Express på ACMI-opgave i Sverige

Alsie Express: Fire fly om tre år