- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Alsie Express skifter bookingsystem

Alsie Express er netop begyndt at gennemchecke passagerer og bagage direkte til SAS-destinationer som et resultat af billetaftalen mellem de to selskaber. Det alsiske flyselskab skifter også bookingsystem.

Det Sønderborg-baserede flyselskab Alsie Express har siden den første ruteflyvning den 17. juni sidste år arbejdet på at få et billetsamarbejde op at stå med SAS. Der er tale om en såkaldt “interline-aftale“, hvor flyselskaberne har indgået en aftale om håndtering af billetter- og prissætning samt gennemcheckning af bagage og passagerer.

Hos Alsie Express har der været mange udfordringer med at få tilpasset selskabets IT-systemer til de krav, som SAS stiller til sine samarbejdspartnere. Men nu er det endelig lykkedes for Alsie Express, der tirsdag i denne uge kunne tilbyde de første passagerer at gennemchecke bagagen fra Sønderborg Lufthavn og til slutdestinationen i de tilfælde, hvor SAS var transportør.

“Vi laver en faseopdelt introduktion af interline-aftalen. I første omfang gennemchecker vi passagerer og bagage til slutdestinationen, og fra januar måned vil vi tage hul på integration af priserne,“ forklarer rutechef Peter Høgh fra Alsie Express til CHECK-IN.dk.

Rutechefen understreger, at det er nødvendigt at den samlede reservation for hele rejsen er foretaget via distributionsselskabet Amadeus for at kunne foretage en gennemcheckning. Det er dog ingen hindring, at bookingen er udstedet på separate billetter fra de to selskaber.

Når aftalen er fuldt ud implementeret med prissystemerne, vil SAS kunne udstede billetter Alsie Express, men ikke omvendt, da reglen er, at det altid er det selskab med den længste strækning, der skal udstede billetten.

“Vi er glade for, at vi har fået interline-aftalen med SAS på plads, da det længe har været et ønske fra det lokale erhvervsliv,“ fastslår Peter Høgh.

Skifter til WorldTicket
Samtidig med at Alsie Express har taget hul på interline-samarbejdet med SAS, vil selskabet skifte bookingsystem. I dag anvendes Avantik, der tidligere var ejet af Emirates-selskabet dnata.

Dnata solgte i foråret Mercator Asia, der repræsenterer Avantik, til Singapore-selskabet Bravo Passenger Solutions Pte. Ltd, og Alsie Express mener ikke, at den nye ejerkreds er den rette til at udvikle bookingsystemet.

Derfor underskrev Alsie Express i går en aftale med det danske WorldTicket, som også har Danish Air Transport som kunde.

“Vi skifter til WorldTicket så hurtigt som muligt. I forhold til vort samarbejde med SAS er det en fordel, at WorldTicket kender setuppet fra DAT,“ siger rutechefen.

WorldTicket var sidste forår i tætte forhandlinger om et samarbejde op til, at Alsie Express gjorde sin entré i markedet. Dialogen gik i hårdknude, og sidenhen beskyldte begge parter hinanden for at have sprunget fra.