- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Alsie Express tilslutter sig europæiske flyselskaber

Alsie Express ønsker at tale med en større stemme og er derfor blevet optaget i ERA, der er den europæiske sammenslutning af regionale flyselskaber.

European Regions Airline Association har fået et nyt medlem. Det er danske Air Alsie i Sønderborg, der er blevet organisationens medlem nummer 51.

Air Alsie har drevet virksomhed siden 1989 og råder i dag over en flåde af 22 fly som den største nordeuropæiske operatør af eksklusive jetfly. To af flyene er turbopropfly af typen ATR72-500, der benyttes på indenrigsruten mellem Sønderborg og København under varemærket Alsie Express, og dette selskab kan have gavn af at være en del af et europæisk samarbejde.

“Når man er en lille operatør som os, kan man have store fordele af et deltage i et sådan forum, hvor man kan hente information og erfaring og trække på ekspertise på forskellige områder. Samtidig kan vi også få indflydelse på nogle af de ting, som rører sig i luftfarten generelt,” siger administrerende direktør Lone Koch fra Alsie Express til CHECK-IN.dk.

Der er ingen specielle emner, der har fået Air Alsie til at tilslutte sig ERA, men det sønderjyske flyselskab har i lighed med andre operatører oplevet udfordringerne med et proppet luftrum og svigt hos flere europæiske lufttrafiktjenester.

“Spørgsmålet om det overfyldte luftrum ned gennem Europa optager os, og det faktum, at flyselskaberne skal stå for skud i forbindelse med forsinkelser, som vi ofte ikke har indflydelse på,” lyder det fra Alsie Express-direktøren.

20 procent fra Norden
Air Alsie tilslutter sig en lang række nordiske flyselskaber, der allerede er medlem af den europæiske organisation, og dermed vil der være større mulighed for, at det sønderjyske flyselskab vil blive hørt.

“Air Alsie er en kærkommen tilføjelse til listen over ERAs medlemmer, og jeg er glad for at byde dem velkommen til foreningen. ERA leverer effektiv repræsentation i Europa, og jeg glæder mig meget til at samarbejde med Air Alsie om de mange problemer og udfordringer, der påvirker europæisk luftfart,” siger Montserrat Barriga, generaldirektør for ERA, i en pressemeddelelse.

 

Blandt de 51 flyselskaber, der er tilsluttet ERA, kommer alene 10 fra Norden inklusive Alsie Express. De øvrige er Air Greenland, Air Iceland Connect, Atlantic Airways, BRA Braathens Regional Airlines, Danish Air Transport (DAT), Jet Time, Norra, SAS og Widerøe.

Herudover er lufthavnene i Aalborg, Aarhus samt Vágar Lufthavn også medlem af ERA i den særlige lufthavnsfraktion.

 

Relaterede artikler:

SAS hædret af regionale flyselskaber

SAS slutter sig til de regionale flyselskaber

Air Greenland i europæisk samarbejde