- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ambitiøs ønskeliste fra Aalborg Lufthavn

Den nordjyske lufthavn i Aalborg har succes med nye udenrigsruter. Inden længe åbner nye ruter til Barcelona og Berlin, og sidste år fik lufthavnen sit gennembrud som international lufthavn med KLM-ruten til Amsterdam. Men mere end 10 andre destinationer er på lufthavnens ønskeliste.

For få år siden var Aalborg Lufthavn en rendyrket indenrigslufthavn suppleret af et par få charterruter.

Denne udvikling er der vendt op og ned på siden 2008, hvor Søren Svendsen den 1. juni tiltrådte som ny lufthavnsdirektør.

Han lancerede hurtigt en vision med overskriften “Aalborg Lufthavn skal være 1 af 3 i 2013“. Visionen forklarede lufthavnsdirektøren dengang således:

“Om fem år skal Aalborg Lufthavn være én af de tre internationalelufthavne i Danmark. Kastrup giver sig selv, Billund er temmelig oplagt, og Aalborg skal altså være den tredje,“ hed det i Søren Svendsens vision.

Allerede ved udgangen af 2011 var Aalborg Lufthavn godt på vej til at opfylde visionen. Næsten 1,4 millioner passagerer rejste gennem lufthavnen i 2011, og heraf var 201.814 udenrigsrutepassagerer. Det var lige præcis 4.822 flere udenrigspassagerer end i den konkurrerende Aarhus Lufthavn, der havde 196.992 udenrigspassagerer gennem terminalen i 2011.

Dermed synes visionen at være godt på vej til at blive opfyldt, selvom Aarhus Lufthavn kæmper bravt med et rekordstort Ryanair-trafikprogram for sommeren, der kan gøre det vanskeligt for Aalborg Lufthavn i årat lægge afgørende afstand til den østjyske konkurrent.

Nye ruter på vej

Men Aalborg Lufthavn har også nye udenrigsruter på vej. I slutningen af marts måned åbner det spanske lavprisflyselskab Vueling en rute til Barcelona, mens Norwegian følger efter i begyndelsen af maj med en rute til Berlin. Herudover vender Norwegian-ruten til London-Gatwick tilbage, mens der stadig er de spanske ferieruter til Málaga, Palma de Mallorca og Las Palmas samt Cimber Sterlings rute til Oslo.

Det stopper dog ikke her. Aalborg Lufthavn har et ambitiøst mål om at tiltrække omkring 10 nye ruter i de kommende år. Det fremgår af luftfartens“dating-portal“, der hedder The Route Shop.

Heraf fremgår det, at en rute til Stockholm er særdeles højt prioriteret hos den nordjyske lufthavn. Men også Rom, Frankfurt, Helsinki og Paris ligger højt på ønskesedlen.

Det samme gør den norske olieby Stavanger samt Gdansk i Polen. Men Aalborg Lufthavn vil også have flereruter østpå. De baltiske byer Riga, Tallinn og Vilnius er også prioriterede i lufthavnens ruteudviklingsindsats.

Længere sydpå i Europa er Budapest og Prag på ønskelisten.

En del af de ønskede destinationer serviceres dog allerede fra Billund eller Aarhus Lufthavn. Det er tilfældet for Stockholm, Rom, Frankfurt, Paris, Stavanger og Riga.

Derimod er der i dag inden forbindelser fra jyske lufthavne til Helsinki, Gdansk, Tallinn, Vilnius, Budapest og Prag.