- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Amerikansk fodboldklub får egne fly

USA har med næsten 10.000.000 kvadratkilometer verdens tredjestørste areal og det siger derfor sig selv, at flyindustrien er helt afgørende for amerikanernes mulighed for at bevæge sig rundt i landet. Det er således også tilfældet for de 32 amerikanske fodboldklubber, der hvert år mødes på kryds og tværs i NFL for at kæmpe om det eftertragtede Vince Lombardi-trofæ.

Derfor har New England Patriots ifølge det amerikanske sportsmedie ESPN i sæsonpausen købt to fly af typen Boeing 767-300ER, der fremover skal flyve på holdets udebaneture i ligaen. De to brugte fly har været igennem en renovering, der blandt andet inkluderer installation af førsteklasses sæder i hele kabinen samt påmaling af klubbens logo og fem trofæer på flyets sider og hale.

Design på “firmaflyene” hos New England Patriots.

Flyene er derudover i den særlige Extended Range-version, hvilket betyder en nonstop flyvetid i op til 12 timer og dermed giver optimale betingelser for spillernes restitution og præstationsevne.

Dyrere at leje
Det har ellers altid været normen for de amerikanske fodboldklubber at leje sig ind hos charterselskaber, men det er formentlig grundet høje prisstigninger, at New England Patriots har valgt at gå nye veje.

Når en amerikanske fodboldklub skal på udebanetur, er det en stor gruppe, der skal afsted. Truppen tæller typisk 53 spillere og mindst ligeså mange trænere og ledere, og derfor er der tilsyneladende økonomi i at have sit eget fly.

Hvor meget New England Patriots har måttet punge ud for flyene er uvist, men en brugt Boeing 767 af denne type kan koste helt op mod 400 mio. kroner, hvilket dog er betydeligt lavere en nyprisen på omkring 1,2 mia. kroner.

Den amerikanske fodboldsæson varer kun fem måneder, og derfor vil New England Patriots udleje flyene i årets resterende måneder for at komme de høje omkostningerne til livs. Fysisk vil flyene blive placeret i Providence T.F. Green Airport i delstaten Rhode Island beliggende i det østlige USA. Det er i øvrigt denne lufthavn, som Norwegian flyver til fra Bergen og fem andre byer i Skotland, Nordirland og Irland.

 

Relaterede artikler:

Fodboldklub chartrede A380-fly

Sæson for fodboldflyvninger

Historien gemmer på flykatastrofer med fodboldhold

Brasiliansk fodboldklub i flystyrt i Colombia

Tyske verdensmestre flyver med dansk flyselskab