- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Amerikansk lufthavn jubler over nye Norwegian-ruter

Forhåbningerne til seks nye Norwegian-ruter fra Europa er tårnhøje i lille amerikansk lufthavn.

I den europæiske ende ser det ikke ud af så meget, når Norwegian i juni og juli åbner nye USA-ruter fra byer som Belfast, Bergen og Shannon. Sølle to ugentlige flyvninger om ugen – og kun Shannon-ruten er en helårsrute.

Men hvis man ser det med amerikanske briller, så ser det anderledes ud. Især hvis man er den lille bitte sekundære T.F. Green Airport nær byen Providence i USA’s mindste stat, Rhode Island, mellem New York og Boston. Lufthavnen bliver nemlig destination for de i første omgang seks Norwegian-ruter med i alt 18 ugentlige returflyvninger over Atlanten.

”De nye ruter vil få en fantastisk indflydelse på vores regions globale erhvervsudvikling og hjælpe os med at byde en hel ny gruppe af besøgende velkommen til regionen,” siger Tim Pimental, assistant vice president for air service development hos Rhode Island Airport Corporation, til Routesonline.

En af de store
Norwegian vil bruge sine nye Boeing 737MAX-8 fly på de seks nye ruter fra Belfast i Nordirland, Bergen i Norge, Edinburgh i Skotland samt Cork, Shannon og Dublin i Irland. Boeing 737 er normalt et mellemdistancefly, som ikke bruges på oversøiske ruter. Men den nye MAX-udgave, som Norwegian bliver det første selskab i verden til at tage i brug, vil være i stand til at nå over Atlanterhavet med en fuld last.

Med Norwegians entré vil T.F. Green Airport kun få besøg af Boeing 737-fly magen til de fly, som allerede flyver fra lufthavnen til destinationer i Nordamerika. Ingen store langdistancefly a la Airbus A330, Boeing 787 eller Boeing 777. Alligevel ser lufthavnen det som et udtryk for, at man bliver ”en af de store”.

”Dette vil gøre det muligt for Rhode Island at blive et store indrejsepunkt til Nordamerika for mange rejsende. Lufthavnen har direkte motorvejs-, tog- og busforbindelse til Boston, som kun er en time væk. Så vi er sikre på, at lufthavnen er et fantastisk valg for turister, som ønsker at udforske denne smukke del af USA,” siger Tim Pimental.

Mange europæiske indvandrere
T.F. Green Airport havde 3,5 mio. passagerer i 201% og er ikke den eneste lille lufthavn i området mellem New York og Boston, som meget snart får besøg af Norwegian. Det gør man også i Stewart International Airport (IATA-kode SWF, red.) og Bradley International (IATA-kode BDL, red.).

Stewart International Airport (IATA-kode SWF, red.) ligger i staten New York omkring 90 minutters kørsel fra New York City, mens Bradley International (IATA-kode BDL, red.) ligger i staten Connecticut og dermed midt i hjertet af New England, der huser mange europæiske indvandrere.

T.F. Green Airport, Stewart og Bradley får henholdsvis seks, fem og en rute til de seks europæiske destinationer. De tre første ruter bliver mellem Edinburgh og de tre nordamerikanske lufthavne fra den 15. juni. I starten af juli følger de øvrige ruter efter.

 

 

Relaterede artikler:

Norwegian-passagerer i bus til New York

Norwegian lancerer tre nye USA-destinationer

Condor trækker sig fra ny Norwegian-lufthavn

Norwegian vil åbne fire nye baser