- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Anmeldelse: Hudløs ærlige Kjos

Norwegians Bjørn Kjos lægger ikke fingrene imellem i sin nye biografi, der binder en fin sløjfe på fortællingen om Norwegian og skandinavisk luftfart.

Konkurrenterne, fagforeningerne og de amerikanske myndigheder får klar besked i selvbiografien ”Høyt og lavt”, som Norwegians topchef og hovedaktionær Bjørn Kjos netop har udgivet. Især SAS må stå for skud. Det samme gælder fagforeningen Parat, der stod bag forårets 11 dage lange pilot strejke.

Bogen indeholder et hav af hidtil hemmeligholdte oplysninger og interne overvejelser omkring opkøb af konkurrenter, forhandlinger med flyselskaber og meget andet. Ikke bare en overfladisk fortælling, men uhyre mange opsigtsvækkende detaljer og hidtil ukendte historier.

Mest bemærkelsesværdigt er naturligvis historien om hvordan Norwegian i 2011 – 2012 overvejede at købe SAS og sågar mødtes med repræsentanter fra den norske, svenske og danske stat samt næstformanden i SAS’ bestyrelse, Jacob Wallenberg.

Spået til at tabe
Kjos tager os også med ind bag kulisserne, da Norwegian i midten af forrige årti kæmpede med at få fodfæste i en blodig kamp mod blandt andre SAS og Sterling. En kamp, som Norwegian flere gange blev spået til at tabe. Vi er også med på sidelinjen ved overvejelserne om at starte langdistanceflyvninger og ikke mindst, da Norwegian søsatte langdistanceprojektet og løb ind i voldsomme vanskeligheder med de nye Boeing 787 Dreamliner-fly.

Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at bogen er et partsindlæg. Det er ene og alene Bjørn Kjos’ egen udlægning af begivenhederne. Nordmanden er meget dygtig til at kommunikere og få læsernes sympati. Men alt hvad Kjos skriver er ikke nødvendigvis 100 procent sandhed. Når det er sagt, så er det naturligvis interessant at få Kjos’ udlægning af begivenhederne. Og få den så kontant og uden filter, som det er tilfældet her.

Udmærket dynamik
Bogen veksler frem og tilbage mellem at være en fortælling om Bjørn Kjos’ eget liv og en fortælling om Norwegians historie. Det giver en udmærket dynamik og betyder, at man mere eller mindre automatisk, og uden at tænke over det, ikke kun får læst om Norwegian. Man får også læst om Bjørn Kjos som person. Om hans opvækst, tid som jagerpilot og karriere som advokat.

”Høyt og lavt” er noget nær pligtlæsning for alle med interesse for ikke bare Norwegian, men skandinavisk luftfart generelt. Og mon ikke den ligger under juletræet hos mange med luftfart i blodet.